Indlægget Hvis uddannelsesniveauet var som i 2000, ville BNP være 200 mia. kr. mindre blev først udgivet på Akademikerne.

Indlægget Kun godt hver tredje kan i dag arbejde frem til pensionen blev først udgivet på Akademikerne.

Der er et begrænset overlap mellem ansøgere til de fire store velfærdsuddannelser og ansøgere til universitetet. Blandt de optagne på universitetet i 2022 havde kun 3 pct. samtidig søgt ind på en af de fire store velfærdsuddannelser. Heraf havde kun 13 personer en velfærdsuddannelse som højere prioritet end universitetet.

Samtidig viser tallene, at kun en lille andel af de afviste og afmeldte ansøgere til universitetet ender med at starte på en velfærdsuddannelse. Det drejer sig om 4,3 pct. af de afviste ansøgere til universiteterne.

Samlet set er der umiddelbart et begrænset potentiale i at øge søgningen til velfærdsuddannelserne ved at begrænse optaget til universiteterne. I hvert fald viser de nuværende søgemønstre et begrænset overlap mellem de to områder og en begrænset søgning mod velfærdsuddannelserne blandt personer, der hellere vil gå på universitetet.

Tabel 1. Andelen af ansøgere til universitet, der ender med optag på en velfærdsuddannelse

Tabel 2 viser antallet af ansøgere til de fire store velfærdsuddannelser, der også har søgt ind på universitetet. Tallene viser, at alternativet til en velfærdsuddannelse ikke er universitetet, men først og fremmest en anden velfærdsuddannelse eller anden uddannelse på MVU-niveau eller lavere. Det peger igen på, at overlappet mellem ansøgerne til velfærdsuddannelserne og universitetet er begrænset.

Desuden viser tabellen, at mens pædagog- og læreruddannelsen generelt prioriteres højt af ansøgerne til uddannelsen, så prioriteres uddannelserne til sygeplejerske og socialrådgiver lavere, med en gennemsnittelig prioritering som 2. prioritet. De personer, der har søgt universitet med en højere prioritet, har især søgt ind på medicin-, psykologi- og jurastudiet uden at blive optaget.

Tabel 2. Hvor mange har søgt både en af de fire store velfærdsuddannelser og ind på universitetet

(Hent print-venlig PDF version her).

Indlægget Få søger både mod universitetet og velfærdsuddannelserne blev først udgivet på Akademikerne.

I en ny undersøgelse foretaget af Akademikerne svarer over halvdelen af de privatansatte akademikere, at de ønsker mere kompetenceudvikling end den, de har fået. Undersøgelsen viser også, at andelen, der savner opbakning fra arbejdsgiver, er steget siden 2021.

54 pct. af de privatansatte akademikere ville gerne have haft mere kompetenceudvikling end den, de i 2023 deltog i.

I 2021 var det 41 pct. af de adspurgte, der angav at de ikke kunne få finansiering af arbejdsgiver som en af begrundelserne for, at de deltaget mindre i kompetenceudvikling. I 2023 er dette steget til 45 pct.

 Figur. Andelen der har angivet arbejdsgiverforhold som betydende for mindre kompetenceudvikling

Opgjort som andelen, der har svaret i høj grad eller i nogen grad til spørgsmålet: ”I hvilken grad har følgende forhold haft betydning for, at du ikke deltog i den kompetenceudvikling, som du ønskede?”

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse gennemført af Akademikerne og de medvirkende organisationer i 2023, vægtet data.

Coronaefterslæb

I 2021 svarede over halvdelen af de privatansatte akademikere, at corona-nedlukningerne havde medført, at de deltog mindre i kompetenceudvikling. Der er også sket en stigning i antallet af privatansatte akademikere, der har deltaget i kompetenceudvikling sammenlignet med 2021.

 Arbejdspres og travlhed er stadigvæk nummer 1

Langt de fleste peger på, at arbejdspres og travlhed er den mest afgørende faktor for, at de ikke har kunnet deltage i kompetenceudvikling. I alt peger 83 pct. på dette, hvilket er identisk med andelen i 2021.

Du kan læse hele rapporten her.

Indlægget Rapport: Privatansatte akademikeres kompetenceudvikling i 2023 blev først udgivet på Akademikerne.

(Hent print-venlig PDF version her).

For studieårgang 2020 havde 77,5 pct. kandidatstuderende et studiejob svarende til godt 17.000 personer. Figur 1 viser den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i studiejob for hhv. den private og offentlige sektor. Mange studerende arbejder mindre end 10 timer, især i den offentlige sektor. Men størstedelen arbejder mere end 10 timer. Op mod 10 pct. arbejder mere end 28 timer ugentligt ved siden af studierne.

Figur 1. De fleste arbejder færre end 10 timer om ugen i deres studiejob

Kilde: Egne beregninger pba. registerdata fra Danmarks Statistik. 

Anm.: Figuren omfatter personer, som dimitterer med en lang videregående uddannelse fra studieårgang 2020.

Omfanget af studiejob hænger sammen med, hvor hurtigt dimittender kommer i job. Figur 2 illustrerer, hvor mange af de dimittender som har haft et studiejob, der kommer i arbejde inden for de første tre måneder efter dimission, fordelt på gennemsnitlige ugentlig arbejdstid.

Overordnet viser tallene, at studerende med mange timer i studiejobbet kommer hurtigere i arbejde end studerende med få timer i studiejobbet. Den største forskel ligger mellem personer, som arbejder mindre end 10 timer i deres studiejob, og personer, der arbejder mere end 10 timer. Blandt dimittender, som har arbejdet mindre end 10 timer i deres studiejob, er 67 pct. i arbejde inden for tre måneder efter dimission. Det tilsvarende tal for dem, som har arbejdet mellem 10-15 timer i studiejobbet, er 83 pct. For personer med flere timer er op mod 90 pct. i arbejde inden for tre måneder efter endt uddannelse.

Figur 2. Andel dimittender i arbejde fordelt efter timer i studiejob

Kilde: Egne beregninger pba. registerdata fra Danmarks Statistik. 

Anm.: Figuren omfatter personer, som dimitterer med en lang videregående uddannelse fra studieårgang 2020. Figuren viser andelen af personer, som har fundet et job inden for de første tre måneder efter dimission.

En væsentlig årsag til, at studiejob har betydning for den senere beskæftigelse er, at de studerende fortsætter med at arbejde på den virksomhed, hvor de havde studiejob, eller at de får relevant brancheerfaring.

Figur 3 viser andelen af studerende, som forsætter i det samme job eller inden for samme branche som studiejobbet efter end uddannelse. 54 pct. af de studerende forsætter på den virksomhed, hvor de havde studiejob, efter dimission. Derudover viser figuren, at 68 pct. får job inden for samme branche, hvor de havde studiejob.

Figur 3. De fleste med studiejob forsætter på samme virksomhed eller i samme branche

Kilde: Egne beregninger pba. registerdata fra Danmarks Statistik.

Anm.: Figuren omfatter personer, som dimitterer med en lang videregående uddannelse fra studieårgang 2020. Brancheopdelingen følger Danmarks Statistik opdeling i 10 brancher. En mere detaljeret brancheopdeling, på 36 brancher, ændrer kun andelen en lille smule.

Politiske reformer påvirker muligheden for studiejob

Den seneste politiske reform, som influerede markant på studietiden, var fremdriftsreformen, som trådte i kraft i 2016. Studieårgangene fra 2016-2020 har markant lavere gennemsnitlig ugentlig arbejdstid i studiejobbet end foregående årgange. F.eks. er andelen, som arbejder 22 timer eller mere om ugen i studiejobbet, faldet med ca. 9 procentpoint fra 2016 til 2020. Et mere sammenpresset studieforløb betyder færre timer i studiejobbet, hvilket kan have betydning for de studerendes efterfølgende beskæftigelse. Dette aspekt er relevant i forhold til fremtidige reformtiltag, herunder universitetsreformen og forkortelsen af kandidatuddannelserne.

(Hent print-venlig PDF version her).

Indlægget Studerende med studiejob finder hurtigere arbejde efter dimission blev først udgivet på Akademikerne.

Denne analyse evaluerer forskellige uddannelsesgruppers indflydelse på den offentlige økonomi. Vi undersøger både, hvor meget forskellige grupper bidrog med i 2020, samt hvor meget personer med forskellige uddannelsesniveauer forventes at bidrage med i løbet af deres liv.

Læs hele analysen her (.pdf)

I 2020 bidrog akademikerne med 122 milliarder kroner

Figur 1 viser det samlede nettobidrag til de offentlige finanser for forskellige uddannelsesgrupper i 2020. Akademikergruppen bidrog med 121,8 milliarder kroner. Personer med en mellemlang videregående uddannelse (MVU) bidrog med i alt 64,7 milliarder kroner, mens EUD’erne bidrog med 45,7 milliarder kroner, og personer med en kort videregående uddannelse bidrog med 23,1 milliarder kroner. Alle grupper fraset ufaglærte havde et positivt nettobidrag til de offentlige finanser i 2020. De ufaglærtes negative bidrag skal ses i lyset af, at gruppen omfatter bl.a. uddannelsessøgende, personer på langvarig offentlig forsørgelse m.v.

Figur 1 tager ikke højde for forskelle i størrelsen af uddannelsesgrupperne. Tages der højde for populationstørrelser, bliver forskellene større. Det skyldes, at akademikergruppen er forholdsvis lille (14,4 pct. af personer over 18 år) i forhold til de øvrige grupper.

I 2020 bidrog den gennemsnitlige akademiker med 213.000 kroner til de offentlige finanser. MVU’erne bidrog til sammenligning med 69.000 kroner per person, KVU’erne med 96.000 kroner per person og EUD’erne med 30.000 kroner per person. Ufaglærte havde et nettotræk på 59.000 kroner per person.

Figur 1. Samlet nettobidrag for personer over 18 år fordelt på uddannelsesgrupper i 2020

Kilde: Egne beregninger på baggrund af registerdata fra Danmarks statistik, data fra Finansministeriet, Skatteministeriet, Økonomi- og indenrigsministeriet og AE-rådet. Populationen for uddannelsesgrupperne er: Ufaglært: 1.254.364, EUD: 1.528.054, KVU: 240.367, MVU: 941.331 og LVU: 572.762
Anm.: Alle grupperne er kun vist for individer over 18 år, da den ufaglærte gruppe ellers primært indeholder børn.

Figur 1 viser tal for 2020, men billedet er det samme for 2019. Det generelle billede er, at akademikernes økonomiske nettobidrag til den offentlige økonomi omtrent svarer til det samlede nettobidrag fra EUD’erne, KVU’erne og MVU’erne. Dette skal ses i lyset af, at de tre nævnte grupper til sammen er KNAP 5 gange så mange som akademikergruppen.

Opdeling af akademikernes nettobidrag i 2020 på brancher

Figur 2 viser beskæftigede akademikeres nettobidrag (skattebetalinger fratrukket træk på velfærdsgoder) fordelt på brancher. I særlig grad privatansatte akademikere havde et stort bidrag per person i 2020. Dette skal i høj grad ses i lyset af, at disse brancher opretholder et højere lønniveau relativt til brancher som offentlig administration og kulturbranchen.

Figur 2. Beskæftigede akademikernes nettobidrag i 2020 fordelt på brancher

Kilde: Egne beregninger på baggrund af registerdata fra Danmarks statistik, data fra Finansministeriet, Skatteministeriet, Økonomi- og indenrigsministeriet og AE-rådet.

Over et forventet liv bidrager akademikere med 9 millioner kroner i gennemsnit

Opgørelserne i figur 1 og 2 er følsomme over for aldersfordelinger i grupperne. Figur 3 viser uddannelsesgruppernes samlede nettobidrag over et forventet liv. Dette er opgjort som de samlede betalinger af skatter og afgifter fratrukket alle udgifter til sociale overførsler, skole, uddannelse, sundhed m.v.

Figuren viser, at en gennemsnitlig person, der gennemfører en lang videregående uddannelse, forventes at bidrage med 9 millioner kroner til den offentlige økonomi i løbet af livet. Personer, der gennemfører en MVU eller en KVU, forventes at have et samlet nettobidrag på hhv. 800.000 og 900.000 kroner. Erhvervsuddannede har forventeligt et lille negativt nettobidrag til de offentlige finanser, og ufaglærte har et betydeligt negativt bidrag.

De negative forventede nettobidrag skal ses i lyset af, at disse grupper generelt har lavere lønninger og højere ledighed, samt at de trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end gruppen af højtuddannede.

Figur 3. Samlet nettobidrag per person over et forventet liv

Kilde: Egne beregninger på baggrund af registerdata fra Danmarks statistik, data fra Finansministeriet, Skatteministeriet, Økonomi- og indenrigsministeriet og AE-rådet.

Akademikere bidrager mest til de offentlige finanser i de fleste aldersgrupper

Tabel 1 viser det forventede nettobidrag for uddannelsesgrupper inddelt i 5-års intervaller. Tabellen viser, at akademikere bidrager mest i alle aldersintervaller undtagen intervallet 20-24 år, hvor de fleste endnu ikke har afsluttet deres uddannelse. Det negative nettobidrag i dette aldersinterval afspejler sig også i tallene for MVU- og KVU-uddannede, som for manges vedkommende heller ikke er færdiguddannede.

Tabellen viser, at alle uddannelsesgrupper bidrager positivt i den periode, hvor de er i den arbejdsdygtige alder. Forskellene mellem uddannelsesgruppernes forventede nettobidrag skyldes primært lønforskelle og forskelle i pensionsalderen, som ser ud til at stige med uddannelsens varighed. Derudover kan forskelle i det økonomiske nettobidrag mellem uddannelsesgrupperne også tilskrives forskelle i ledighed som vist i Akademikernes analyse: “Akademikere har den laveste dagpengeledighed“.

Tabellen indikerer også, at selvom der har været betydelige ændringer i uddannelsesmønstrene mellem de aldersgrupper, som denne analyse dækker, ser det ikke ud til at påvirke uddannelsesgruppernes forventede nettobidrag til de offentlige finanser.

Tabel 1. Uddannelsesgruppernes forventede nettobidrag til de offentlige finanser fordelt på 5-års intervaller (1.000 kroner)

Læs hele analysen her (.pdf)

Indlægget Økonomisk analyse: Akademikernes nettobidrag til de offentlige finanser blev først udgivet på Akademikerne.

Regeringen har fremhævet arbejdsudbud som den primære valuta i kommende politiske forlig. Dette notat ser på seniorer, som forlader arbejdsmarkedet, med fokus på dem, som vurderes at være i stand til at blive på arbejdsmarkedet lidt længere.

Fokus er på akademikere, som overgår fra arbejdsmarkedet til efterløn eller folkepension. Gruppen afgrænses til akademikere, som overgår fra lønmodtagerbeskæftigelse, arbejdssøgende, medarbejdende ægtefælle eller selvstændig[1]. Klart størstedelen af denne gruppe udgøres af personer med status som lønmodtagere inden afgangen fra arbejdsmarkedet.

En analyse fra F&P viser, at der er forskel i tilbagetrækningsalderen mellem den offentlige og private sektor, og at denne har været stigende siden 2010. For akademikere (personer med en lang videre gående uddannelse (LVU)) var tilbagetrækningsalderen i 2021 på 68 og 69 år for hhv. den offentlige og private sektor, dvs. akademikere med beskæftigelse på det private arbejdsmarked afgår godt ét år senere end offentligt ansatte akademikere.

I tråd med afgrænsningen ovenfor overgik 1.230 og 617 akademikere til hhv. folkepension og efterløn i 2020 fra den offentlige sektor. Hvis disse i stedet fulgte tilbagetrækningsmønsteret i den private sektor, ville arbejdsudbuddet kunne hæves med 1.847 personer.

Udvides forslaget til også at inkludere personer, som afgår fra den private sektor – hvor 1.980 og 442 akademikere afgik til hhv. folkepension og efterløn – så alle akademikere forventes at arbejde et år længere, kan arbejdsudbuddet øges med 4.279 personer. Denne sidste opgørelse er i sagens natur mindre sikker, fordi der ikke findes en sammenligningsgruppe, der arbejder et år mere.

Tiltag, som kan hjælpe arbejdsudbuddet på vej

Et af elementerne, som forårsager tidligere tilbagetrækning fra det offentlige arbejdsmarked, kan være forskelle i kulturen på arbejdspladsen og arbejdsmiljøet. Hvis de offentlige arbejdsgivere kunne læne sig op ad kulturen på det private arbejdsmarked, kunne arbejdsudbuddet givetvis øges – endda uden en meromkostning i kroner og øre.

Ændringer i regler og vilkår ville også kunne afstedkomme lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet – f.eks. via mulighed for mere fleksibilitet sent i arbejdslivet.

Endeligt kan økonomiske incitamenter også være et kraftfuldt værktøj, f.eks. via en skatterabat eller forhøjet beskæftigelsesfradrag for seniorer.

Hvis afgangen fra arbejdsmarkedet (til efterløn eller folkepension) er fra en af følgende statusser, indgår personen ikke: Kontanthjælp, Revalidering, Ressourceforløb, Jobafklaringsforløb, Øvrige uden for arbejdsstyrken, Førtidspension, Fleksydelse, Anden Pension, Efterløn, Folkepension.

(Hent print-venlig PDF version her).

Indlægget Arbejdsudbuddet kan øges med 4.000 ved at fastholde akademiske seniorer blev først udgivet på Akademikerne.

(Hent print-venlig PDF version her).

Her ses på sammenhængen mellem uddannelse og arbejde ud fra to perspektiver:

For det første arbejdsgivernes indberetninger om det udførte arbejde. Hvis en person er leder, eller arbejdet kræver viden på højeste niveau, anses arbejdet for akademisk.

For det andet lønnen. I virksomhedernes indberetninger har medarbejdere inden for især det erhvervsøkonomiske område ofte et arbejde, der kategoriseres som mindre avanceret, men de oppebærer en løn, der tilsiger, at arbejdet kræver et højt kompetenceniveau. Også her betragtes arbejdet som akademisk.

Figur 1 viser, at andelen af personer med en lang videregående uddannelse, hvis arbejde er akademisk i den forstand, at deres arbejdsgiver har klassificeret arbejdet som specialiseret (kode 1-2 i DISCO-nomenklaturen), eller at de udfører mindre specialiseret arbejde (kode 3-5 i DISCO-nomenklaturen) med en månedsløn, der overstiger startlønnen for en fuldmægtig i staten.

Et år efter dimission har 91 pct. af akademikere efter denne opdeling et akademisk arbejde. Andelen stiger de kommende år. Efter ti år på arbejdsmarkedet har 94 pct. et akademisk arbejde.

Figur 1. Andel akademikere, der arbejder på akademisk niveau baseret på løn og arbejdsfunktion

De største uddannelser i gruppen af højtuddannede, der efter definitionen ikke udfører akademisk arbejde, er civiløkonomer (cand.merc.) og revisorkandidater (cand.merc. aud.). Derudover er de pågældende personer spredt på en række uddannelser inden for humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab.

Som nævnt benyttes startlønnen for en fuldmægtig i staten som grænse. For akademikere, der er ansat i staten, men uden en bestemmelse om rådighedstillæg, er startlønnen imidlertid lavere end startlønnen for fuldmægtige. Hvis lønnen eksklusive rådighedstillæg benyttes som grænse, hæves andelen, der udfører akademiske arbejde til hhv. 94 pct., 95 pct. og 95 pct. for de ancienniteter på 1, 5 og 10 år.

Kun få akademikere har HK-arbejde

En beslægtet diskussion handler om, hvorvidt akademikere har arbejde, der egentlig passer til HK-uddannede. Også dette er en vanskelig diskussion, fordi der for kontorpersonale i et vist omfang er overlap mellem akademisk arbejde og HK-arbejde. Her ses på akademikere, der arbejder med kontor- og kundeservicearbejde eller service- og salgsarbejde (DISCO 4 og 5), og som har en startløn, der er mindre end startlønnen for en fuldmægtig i staten. Derudover medregnes personer, der er medlem af HK’s a-kasse.

Figur 2 viser andelen af personer med en lang videregående uddannelse, der efter definitionen arbejder i HK-lignende stillinger. Et år efter dimission gælder det knap 1 pct. af akademikere. Tallet ligger nogenlunde stabilt i årene efter endt uddannelse.

Figur 2. Andel akademikere, der arbejder i HK-jobs baseret på løn, arbejdsfunktion og a-kasse

Akademikere oplever en god sammenhæng mellem uddannelse og arbejde sammenlignet med andre grupper

I diskussionen af sammenhængen mellem akademikeres job og uddannelse er det relevant at sammenligne med andre grupper.

Tabel 1 viser for en række faggrupper andelen, hvis arbejde oplagt ligger i forlængelse af deres uddannelse, eller som er ledere. For ikke-akademikere er opgørelsen konservativ i den forstand, at der anlægges en inkluderende tilgang til, hvornår uddannelse og arbejde hænger sammen. Se detaljer i metodeboksen. Tallene skal læses med det forbehold, at akademikere ofte har en mindre professionsrettet uddannelse end andre.

Opgørelsen viser, at akademikere ligger nogenlunde på niveau med andre grupper. Det gælder både kort efter endt uddannelse og på sigt.

Politifolk og sundhedsuddannede ligger i den høje ende, mens butiks- og kontoruddannede ligger lavere. Tømrere, murere og malere ligger også forholdsvis lavt 10 år efter endt uddannelse.

Derudover viser opgørelsen, at nogle grupper i årene efter dimission har tendens til at søge væk fra deres felt. Dette ser dog ikke ud til at gælde for akademikere.

Tabel 1. Sammenhæng mellem uddannelse og arbejde for udvalgte faggrupper

(Hent print-venlig PDF version her).

Indlægget Akademikere oplever god sammenhæng mellem uddannelse og arbejde blev først udgivet på Akademikerne.

(Hent print-venlig PDF version her).

Hvor mange der falder ud af dagpengesystemet, afhænger af konjunktursituationen, samt hvordan den forkortede dagpengeperiode påvirker lediges adfærd. Men uanset hvilke antagelser der lægges til grund, vil det dreje sig om flere tusinde dimittender. Akademikerne skønner, at op mod 5.200 dimittender årligt vil falde ud af dagpengesystemet.

Figur 1 viser det estimerede antal dimittender, der ville være faldet ud af dagpengesystemet i 2021, hvis dagpengeperioden havde været ét år under forskellige konjunktursituationer. Med det nuværende antal dimittender drejer det sig om op mod 5.200 i en ugunstig konjunktursituation.

Estimatet vurderes at være forsigtigt. For det første ses der bort fra erhvervsudannede, idet erhvervsuddannede kan optjene ret til ordinære dagpenge under deres uddannelse. Det er dog ikke alle erhvervsuddannede, der vil gøre dette. Derudover ses der kun på personer med ét sammenhængende dagpengeforløb på mindst et år efter endt uddannelse. I praksis vil lovændringen dog også omfatte dimittender, der finder kortvarig beskæftigelse uden at optjene ret til ordinære dagpenge. Det reelle antal personer, der falder ud af dagpengesystemet, vil derfor antageligvis være højere, end hvad der fremgår af figur 1.

Andelen, der falder ud af dagpengesystemet, er mindre, hvis det antages, at dagpengereformen vil få flere dagpengemodtagere i job. De grønne søjler i figur 1 viser antallet af dimittender, der falder ud af dagpengeretten, hvis 20 pct. flere kommer i arbejde inden for et år som følge af forkortelsen af dagpengeperioden. Sammenholdt med estimater fra større analyser af tidligere dagpengereformer er effekten af ændret søgemønster på 20 pct. relativt stor. Eksempelvis finder SFI[1], at reduktionen af dagpengeperioden fra fire til to år efter dagpengereformen i 2010 betød, at cirka 1 pct. fandt beskæftigelse tidligere, end de ellers ville have gjort.

Det kan bemærkes, at spændet på 2.700-5.200 personer, som står til at falde ud af dagpengesystemet, afviger fra de opgørelser af effekter på det strukturelle arbejdsudbud, som er lavet i forbindelse med den nye dagpengereform. Det skyldes metodiske forskelle. Tallene i denne opgørelse er baseret på en faktuel optælling af, hvor mange dimittender der i dag har et dagpengeforløb på mere end 52 uger og derfor kan blive påvirket af grænsen på et år.

(Hent print-venlig PDF version her).

Indlægget Med den etårige dagpengeperiode risikerer 5.200 dimittender årligt at falde ud af dagpengesystemet blev først udgivet på Akademikerne.

(Hent print-venlig PDF version her).

Figur 1 viser nyuddannede universitetskandidaters første job fordelt på sektor. I studieårgang 2010 fandt 55 pct. deres første job i den private sektor. I 2021 var andelen vokset til 64 pct. Det svarer til en vækst på 16 pct. I runde tal er udviklingen markant. I studieårgang 2010 fandt 5.900 kandidater privat beskæftigelse. I studieårgang 2021 var antallet 12.800. Herved tilføres det private arbejdsmarked godt 13.000 nyuddannede LVU’ere hvert år. Udviklingen i antallet af privatansatte akademikere de seneste ti år er markant og en del af forklaringen på, at universitetsuddannede generelt har lavere ledighed end andre grupper.

Figur 1. Andelen af nyuddannede akademikere, som finder deres første job i den private sektor er vokset med 16 pct.

Figur 2 viser udviklingen i andelen af de nyuddannede, som får deres første job i den private sektor på tværs af hovedgrupper. Sundhedsvidenskabelige kandidater er ikke med i figuren. Det skyldes, at de fortrinsvis er ansat i den offentlige sektor, hvilket betyder, at selv små udsving i antallet af privatansatte resulterer i store procentvise udsving.

Nyuddannede humanister har oplevet en særlig stor vækst i tilbøjeligheden til at finde beskæftigelse på det private arbejdsmarked. Således er andelen af humanister, der finder deres første job i den private sektor steget med 26 pct. fra studieårgang 2010 til 2021.

I studieårgang 2010 fandt 1.600 nyuddannede humanister deres første job i den private sektor. I studieårgang 2021 var dette tal vokset til godt 2.500 personer. Det svage fald fra 2019 til 2021 i figur 2 er en første indikation på gennemslag fra den ledighedsbaserede dimensionering. Studieårgang 2016 indbefatter 6.100 nyuddannede humanister, mens studieårgang 2021 blot indbefatter 4.000.

Udviklingen i figur 2 dækker over store forskelle i de bagvedliggende antal, idet de forskellige hovedgrupper i forskellig grad finder job på det private arbejdsmarked. Tabel 1 viser udviklingen i antallet af nyuddannede, der har fundet hhv. privat og offentlig beskæftigelse, fordelt på hovedgrupper.

Samfundsvidenskab og humaniora er to af de store LVU-grupper. For studieårgang 2021 fandt godt 2.500 humanister deres første job på det private arbejdsmarked – mens 1.500 startede i den offentlige sektor. Omtrent 850 flere humanister pr. årgang finder deres første job i den private sektor sammenlignet med studieårgang 2010. Samfundsvidenskab er den hovedgruppe, som uddanner allerflest LVU’ere til det private arbejdsmarked med 5.400 personer for studieårgang 2021.

Antallet af LVU’ere, som finder deres første job på det private arbejdsmarked er mere end fordoblet med en stigning på godt 6.900 personer. Fra studieårgang 2010 til 2021 er antallet, som finder beskæftigelse i den offentlige sektor blot steget med 2.400 personer. Fra studieårgang 2016 til studieårgang 2021 er antallet, som finder det første job i den offentlige sektor faldet med 1.000 personer.

Tabel 1. Udviklingen i antallet af LVU’ere, som finder beskæftigelse i det offentlige hhv. private, fordelt på hovedgrupper

Hvis man ser på de enkelte universiteter, er der betydelige forskelle. Aalborg Universitet har uddannet godt 5.000 humanister i perioden 2010-2021. Stigningen i andelen, der får beskæftigelse i det private, er for denne gruppe på hele 68 pct.

Københavns Universitet har uddannet godt 12.000 humanister i perioden, og denne gruppe tegner sig for en stigning i den private beskæftigelse på 34 pct.

Til sammenligning har Aarhus Universitet, som er den uddannelsesinstitution, der har uddannet flest humanister i perioden – i alt 16.700 personer – oplevet en mindre stigning i andelen af privatansatte på 10 pct.

Forskellene kan skyldes mange faktorer, herunder geografiske forskelle i akademikeres arbejdsmarked, placeringen af offentlige institutioner og forskelle i fordelingen af de fag, der udgør hoveduddannelsesgrupperne.

(Hent print-venlig PDF version her).

Indlægget De fleste akademikere finder deres første job i den private sektor blev først udgivet på Akademikerne.