Af: Nicoline J. Motzfeldt, Uddannelsesdirektør, Akademikerne og Lars Bo Henriksen, Chef for Klima-, Uddannelse og Ligestilling, Lederne

Efter sommerferien har mange unge deres første dag på en videregående uddannelse. Rundt i lokalerne præsenterer Emma’er og Anna’er sig på stribe, mens navne som Magnus og Oliver bliver stadig sjældnere. Det er et billede på en udvikling, der har været undervejs i årevis, og som vi ikke længere har råd til at ignorere: den stadig mere skæve kønsfordeling.

I forvejen er der flere kvindelige end mandlige studerende på de videregående uddannelser, og årets optag viser, at tendensen fortsætter. I år er der blevet optaget 42 pct. mandlige og 58 pct. kvindelige studerende. Samtidig ved vi, at mænd er mere tilbøjelige end kvinder til at falde fra deres uddannelse. En tendens, der forstærkes, når mænd bliver minoritetskøn. Blandt dem, som faktisk starter på en videregående uddannelse, er der derfor endnu færre mænd, som når hele vejen til eksamensbeviset.

Tendensen starter dog længe før studiestarten. Allerede i grundskolen klarer drenge sig i gennemsnit dårligere end piger – og mange kommer aldrig videre. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 15,1 pct. af mændene i 2025 har grundskole som højst fuldført uddannelse, mens det tilsvarende gælder for 9,6 pct. af kvinderne. Forskellen mellem de to køn følger med gennem ungdomsuddannelserne og ind på de videregående uddannelser. Langsomt bliver navne som Magnus og Oliver en sjældenhed i undervisningslokalerne.

Når forskellen kan spores gennem hele uddannelsessystemet, tyder det på, at udfordringen ikke alene kan forklares med individuelle valg. Det peger på et mere grundlæggende problem i uddannelsessystemet, som kræver politisk opmærksomhed.

I årevis har vi med rette haft fokus på at skabe bedre muligheder for kvinder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Det arbejde skal fortsætte. Men samtidig har vi overset en anden alvorlig udvikling: Mænd sakker i stigende grad bagud, uden at der er taget et samlet ansvar for at vende udviklingen.

Det betyder, at vi mister kvalificeret arbejdskraft, kompetencer og en del af den talentmasse, som arbejdsmarkedet har brug for.

Som organisationer, der repræsenterer ledere og akademikere på tværs af det danske arbejdsmarked, ser vi allerede konsekvenserne.

Samtidig risikerer vi et mere kønsopdelt samfund, hvor kvinder og mænd i stigende grad bevæger sig i vidt forskellige retninger uddannelsesmæssigt, økonomisk og socialt.

Alligevel er der påfaldende stille i den politiske debat. Ingen minister har for alvor sat sig i spidsen for at vende udviklingen. Ingen samlet national indsats er blevet søsat. Og problemet vokser år for år.

Derfor har vi som samfund brug for, at politikerne tager udviklingen alvorligt. Vi skal styrke indsatsen tidligere i uddannelseskæden. Vi har brug for mere viden om, hvorfor drenge i gennemsnit klarer sig dårligere i skolen, og hvilke indsatser der faktisk virker. Samtidig bør der på institutionsniveau sættes målrettet ind for at forebygge frafald på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Konkret har IT-Universitetet god erfaring med at tiltrække og reducere frafaldet blandt de kvindelige studerende på uddannelser, hvor de er minoritetskøn. Disse erfaringer kan med fordel overføres til en særlig rekrutterings- og fastholdelsesindsats rettet mod mandlige studerende på kvindedominerede uddannelser.

Endelig bør regeringen tage initiativ til en samlet national handlingsplan for drenges og mænds uddannelsesmuligheder, så udviklingen bliver fulgt tæt, og ansvaret ikke falder mellem forskellige ministerier, institutioner og uddannelsesniveauer.

Ikke som et angreb på de fremskridt, der er skabt for piger og kvinder. Men fordi et uddannelsessystem først fungerer ordentligt, når det fungerer for alle. Og fordi det danske arbejdsmarkedet har brug for den samlede talentmasse

Læs debatindlægget fra 5. august på Berlingske her

Indlægget Mændenes uddannelseskrise er et samfundsproblem blev først udgivet på Akademikerne.

Skiftende regeringer har i de senere år justeret optaget på vores videregående uddannelsesinstitutioner med stadig nye redskaber og forskellige formål.

Helt overordnet har målet dog været at sikre, at uddannelserne matcher arbejdsmarkedets og samfundets behov. Intentionerne har hver for sig været båret af deres egen logik. Problemet er, at vi i dag står med et system, hvor lag på lag af regulering er blevet lagt oven på hinanden – uden at nogen for alvor har ryddet op.

Resultatet er blevet et styringssystem af dimensioneringer, der er blevet så komplekst, at de forskellige reguleringer risikerer at spænde ben for hinanden og hvor det koster stadig flere administrative kræfter at leve op til.

I dag reguleres optaget på de videregående uddannelser gennem en række forskellige styringsmodeller – også kaldet dimensioneringer. For 15 år siden var der kun én slags dimensionering, i dag e28 der mindst 6 forskellige.

Der er den ledighedsbaserede dimensionering, som har til hensigt at reducere optaget på uddannelser med høj dimittendledighed. Dimensioneringen af engelsksprogede studiepladser, som skal balancere hensyn til internationalisering og offentlige finanser. Den geografiske dimensionering, som bestemmer, hvor uddannelsespladser må oprettes. Den uddannelsesspecifikke, for medicin og tandlæger mfl. og på universiteterne er der senest blevet indført en særlig sektordimensionering af optaget på bacheloruddannelserne samt en dimensionering af de almindelige 2-årige kandidatuddannelser. Læg dertil, at der findes yderligere styringsmekanismer, som hver især er indført for at løse konkrete politiske udfordringer.

Intentionen med de enkelte greb har været at svare på reelle problemstillinger. Tilsammen udgør de dog et system, hvor forskellige hensyn og politiske logikker kan trække i hver sin retning.

Den ledighedsbaserede dimensionering eksempelvis bygger på historiske data og forsøger at korrigere for ubalancer på arbejdsmarkedet. Men den er i sin natur bagudskuende. Den siger noget om gårsdagens behov – ikke nødvendigvis om morgendagens – og den tager ikke bestik af de reduktioner, der allerede er foretaget før der næsten er gået et årti. Samtidig kan andre styringsmekanismer, som geografiske loft eller begrænsninger på internationale studerende, påvirke optaget i helt andre retninger.

Det efterlader universiteterne, de øvrige videregående institutioner og samfundet med et system, hvor det samlede resultat ikke længere er strategisk eller gennemskueligt.

Det er ikke holdbart i en tid, hvor behovet for viden og kompetencer er under hastig forandring.

Danmark står i en ny virkelighed. Den internationale og sikkerhedspolitiske situation giver os et stigende fokus på teknologisk uafhængighed, innovationskraft og adgang til kritisk viden. Samtidig står vi over for massive omstillinger – grønne, digitale og demografiske – som kræver præcise investeringer i uddannelse og forskning.

I det lys er det problematisk, hvis styringen af vores uddannelsesudbud bliver for uigennemsigtig og bagudskuende.

Hvis Danmark skal fastholde og udbygge sin position som videnssamfund, kræver det et opgør med den nuværende kompleksitet. Ikke fordi intentionerne bag de enkelte modeller er forkerte – men fordi helheden ikke fungerer.

Der er behov for en forenkling.

Den kommende regering har muligheden for at stille det grundlæggende spørgsmål: Hvis vi skulle designe systemet fra bunden i dag, hvordan skulle det så se ud?

Og man kunne tage afsæt i fremtidens behov – ikke fortidens ubalancer. Det kræver mod til at løsne grebet om eksisterende ordninger. Det bør også betyde, at vi i højere grad må lade faglig viden og fremskrivninger af kompetencebehov spille en central rolle.

Vi har brug for et enklere, mere transparent og fremadskuende system, hvor målet ikke blot er at regulere – men at investere klogt i de uddannelser, der skal bære Danmark gennem de næste årtier.

Det er brug for en justering. Der er brug for et strategisk valg.

Og det haster.

Læs debatindlægget på Uddannelsesmonitor her 

Indlægget Debatindlæg: Dimensionering skal tage afsæt i fremtidens behov – ikke fortidens ubalancer blev først udgivet på Akademikerne.

Indlægget Akademikernes indspil til et kommende regeringsgrundlag- uddannelse og forskning blev først udgivet på Akademikerne.

Indlægget Epx – en succesfuld ny gymnasial uddannelse blev først udgivet på Akademikerne.

Indlægget Høring over ny bekendtgørelse om professionsmasteruddannelser ved professionshøjskolerne m.v. blev først udgivet på Akademikerne.

Indlægget Høring over udkast til ny bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-bekendtgørelsen) blev først udgivet på Akademikerne.

Indlægget Høring vedr. udkast til lovforslag om initiativer vedr. visse udenlandske studerende m.v blev først udgivet på Akademikerne.

Hent debatindlægget her

Indlægget Uddannelsesdirektør og fagleder_ Reformen af kandidatuddannelserne risikerer at blive en barriere for fremtidens ph.d.er blev først udgivet på Akademikerne.

De unge vil ikke nøjes. De vil have muligheder – ikke blindgyder. Jeg deler undervisningsminister Mattias Tesfayes ambition for den nye epx, om at være et attraktivt ungdomsuddannelsestilbud med et stærkt ungdomsmiljø – ikke mindst for de unge, hvor tilvalg af gymnasiet måske mere er udtryk for et fravalg af erhvervsuddannelserne.

Regeringens nedsatte ekspertgruppe har fået til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan de politiske ambitioner kan omsættes til en attraktiv ungdomsuddannelse for denne store, og sammensatte, gruppe af unge. Det, der kan se enkelt ud på papiret, kræver stor omtanke, når idéer skal omsættes til konkrete rammer. Den opgave skal vi lykkes med.

Men det kræver ét afgørende greb: Epx skal reelt give adgang til videregående uddannelser.

Tallene taler deres tydelige sprog. I mange år har optaget af unge på erhvervsuddannelserne været faldende, mens de gymnasiale uddannelser har tiltrukket stadig flere unge. Jeg ser to primære forklaringer bag denne tendens.

For det først har gymnasierne formået at skabe et stærkt ungdomsmiljø. Udover at give en god uddannelse, tilbyder gymnasierne et fællesskab – fester, musik, teater, sport, – alt det, der giver identitet og tilhørsforhold og som hører ungdomslivet til.

For det andet begrænser gymnasiet ikke det fremtidige uddannelsesvalg, men giver tværtimod studiekompetencer, der udvider ens valgmuligheder. Det er alt for meget at forlange af en 15-16-årig at skulle svare på, hvad han eller hun gerne vil være. Går man gymnasievejen, er det svære spørgsmål udskudt de næste tre år.

Følelsen af ikke at bliver fastlåst er også en del af en ungdomskultur; at man ikke bliver presset ind i en voksen verden, men netop at livet står åben foran en – at alle døre er åbne – at valget af uddannelse ikke skal tages nu, men først senere. Det skal epx’en også kunne.

Og netop det, at epx’en er en gymnasial uddannelse, skal tages meget bogstaveligt. Epx har et praksisfagligt element, og har dermed en anderledes profil end stx og hhx. Men uanset hvilken gymnasial uddannelse man har gennemført, skal vejen til videregående uddannelse være akkurat lige så god.

Derfor skal den have en tydelig faglig progression med undervisning på A-, B- og C-niveau, så epx-eleverne har mulighed for at opnå de samme studiekompetencer som andre gymnasieelever. Det stiller selvsagt også krav til underviserne.

Der vil være brug for universitetsuddannede undervisere, der kan føre eleverne op til de traditionelle gymnasieniveauer A, B og C og på den måde give eleverne de nødvendige studiekompetencer. Og der vil være brug for undervisere, der kan give eleverne de mere praktiskfaglige færdigheder og de niveauer under C-niveau, der svarer til 10. klassesniveau.

De unge er hurtige til at aflæse, om en uddannelse åbner døre eller lukker dem. Derfor må vi ikke kompromittere afgangsniveauet. Epx må ikke blive en sekunda-uddannelse – hverken for elever eller undervisere. Hvis epx’en skal blive et reelt alternativ, bør den treårige model være hovedvejen. Kun sådan kan eleverne nå gymnasialt niveau og få adgang til professionsbacheloruddannelser og andre videregående uddannelser. En toårig model, der også rummer 10. klasse, vil ganske enkelt ikke give tilstrækkeligt fagligt niveau.

Det betyder ikke, at alle skal vælge den treårige model. Men det skal være en reel mulighed. Ingen unge skal opdage for sent, , at dørene er lukkede til de videregående uddannelser. Ikke for vores skyld, men for de unge, der fremover skal finde epx værd at vælge til.

Det håber jeg, at ekspertgruppen har med i sine anbefalinger, som præsenteres i december. Når der nedsættes en ny ekspertgruppe for det tredje år, vil det også være helt naturligt, at Akademikerne inviteres ind i arbejdet.

Læs debatindlægget her :

Debatindlæg Uddannelsesmonitor, 26. november 2025: Uddannelsesdirektør: Hvis epx skal blive et reelt alternativ, bør den treårige model være hovedvejen

Indlægget Epx skal åbne flere døre blev først udgivet på Akademikerne.

Indlægget Høring over forslag om ophævelse af lov om Danmarks Evalueringsinstitut (Nedlæggelse af EVA) blev først udgivet på Akademikerne.