Regionerne mangler viden om psykisk arbejdsmiljø

Overalt i Europa sætter virksomheder fokus på det psykiske arbejdsmiljø i denne uge. Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner støtter op om ”Den Europæiske Arbejdsmiljøuge” med nyt formidlingsinitiativ.

 

Det psykiske arbejdsmiljø skal blive bedre. Det er opgaven for mange offentlige arbejdspladser i regionerne. Derfor er Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet gået sammen om en fælles indsats. Samarbejdet har eksisteret i et stykke tid nu, og er et resultat af de seneste overenskomstforhandlinger, hvor der var enighed om, at det var en god ide at få styrket udbredelsen af viden om psykisk arbejdsmiljø, der kan inspirere ledere og medarbejdere og at stille ekspertrådgivning til arbejdspladserne til rådighed.

Nu er der ny inspiration på vej i regionerne. Parterne har netop fået udarbejdet to artikler baseret på den nyeste viden om håndtering af psykisk arbejdsmiljø. I artiklerne får man indblik i, hvordan ledere og medarbejdere oplever konkrete udfordringer på arbejdspladsen og anbefalinger til at skabe mere kvalitet i det psykiske arbejdsmiljø.

Indsatsen sker i sammenhæng med, at det i denne uge er Den Europæiske Arbejdsmiljøuge. Parterne støtter op om dette initiativs målsætning om at øge bevidstheden om betydningen af et bæredygtigt arbejdsliv.

Det kræver en målrettet indsats at løfte det psykiske arbejdsmiljø. Derfor opfordrer Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet alle, der arbejder på området, til at læse mere om parternes regionale tilbud om ekspertrådgivning på Forhandlingsfællesskabets hjemmeside.

Regionalt tilbud om psykisk arbejdsmiljø

Link til artiklerne

Den Europæiske Arbejdsmiljøuge