Her kan du downloade Akademikernes Forsknings- og innovationspolitik 2023 i PDF format.

FORORD VED LISBETH LINTZ, FORMAND FOR AKADEMIKERNE

Akademikerne har en vision om, at Danmark skal være blandt de stærkeste vidensamfund
og førende forskningsnationer i verden.

Forskning og ny viden er afgørende for, at vi kan udvikle samfundet i positiv retning, og behovet er større end
nogensinde, for verden bliver kun mere kompleks og udfordringerne større.

Forskningsmæssige gennembrud og innovation giver os nye handlemuligheder, så vi bedre kan håndtere fx
klimaforandringerne, manglen på arbejdskraft og behovet for nyudvikling i sundhedsvæsenet. Kriser, fx som
den nye sikkerhedspolitiske situation og ændringerne i energiforsyningen, kalder på viden som grundlag
for politiske beslutninger og konkrete indsatser. Det kræver også forskningssamarbejde på tværs af grænser.
I vores dagligdag kan vi overalt se resultaterne af forskernes indsats. Når virksomhederne vokser
og skaber nye arbejdspladser.

Når offentlige institutioner forbedrer behandlingsformer og service for borgerne. Og
når vi opnår nye forståelser om fællesskabet og os selv. Så er det ofte forskning, der har givet os ny viden
og nye ideer. Og det er via innovation, vi har omsat den viden og de ideer til praksis, så der bliver skabt ny
værdi. Men forskningen har også en værdi i sig selv, når den giver os nye erkendelser om livet, historien og
menneskets vilkår.

Kreativ og banebrydende forskning skabes af forskere med gode vilkår. Forskning kræver tid til fordybelse
og gode økonomiske rammer, som giver forskerne mulighed for at koncentrere sig om deres forskningsfelt.
Akademikerne arbejder for, at forskerne har attraktive arbejdspladser, et godt arbejdsmiljø og forskningsfrihed.
Men fremragende forskning kommer ikke af sig selv, og Danmarks internationale position som stærkt
forskningsland er ikke en selvfølge. Akademikerne arbejder for, at forskning og innovation står højt på den
politiske dagsorden, og at bevillingerne øges væsentligt. Regeringen skal have en ambitiøs politik for at
styrke offentlig og privat forskning og stå i spidsen for en visionær og langsigtet forsknings- og innovationsstrategi.
Det bør stå i ethvert regeringsgrundlag.

Med denne politik giver Akademikerne en række bud på, hvad en ambitiøs og langsigtet forsknings- og
innovationspolitik for Danmark bør indeholde.

Lad os sætte ambitionerne højt.

Indlægget Akademikernes forsknings- og innovationspolitik 2023 blev først udgivet på Akademikerne.

Læs pressemeddelelsen fra Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) her.

Indlægget Professor i havmiljø vinder sag over Bæredygtigt Landbrug blev først udgivet på Akademikerne.

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Det er positivt, at der med finanslovsforhandlingerne kommer særlig fokus på grøn forskning.

Vi har netop set en vismandsrapporten, der viser, at en styrket forskningsindsats i grøn omstilling ikke bare gavner på den lange bane, men også kan ses som led i en grøn kickstart af dansk økonomi i krisetider.

Og det må forventes, at regeringens grønne strategi med fire visioner kommer til at sætte retningen for, hvordan pengene til grøn forskning skal bruges.

Hold armslængde til fordeling
Så langt så godt. Men det næste punkt bliver så fordelingen af pengene.

Regeringen vil i højere grad end tidligere styre, hvilke problemer forskningsmidlerne skal bruges til at løse. Derfor er det vigtigere nu end aldrig at holde armslængde til den konkrete fordeling af pengene.

Særligt med de mange ekstra grønne midler til fordeling, bør politikerne tænke mere langsigtet og gøre nogle af midlerne flerårige, så udviklingshorisonten i forskningsmiljøerne kan blive mere en etårig.

Med de fire missioner in mente, skal politikerne selvfølgelig kunne justere en retning, som viser sig at være et blindspor, men når der skal vindes nyt terræn, så skal forskerne have mere frie hænder og et længere perspektiv.

Når politikerne har klaret den overordnede fordeling, er det vigtigt, at pengene bliver fordelt så bredt som muligt i de relevante forskningsmiljøer, så vi kan få rigtig mange kreative ideer og løsninger i spil.

Det kan være med til at sikre, at også forskere og miljøer med nye og skæve vinkler på de grønne udfordringer, kommer i betragtning. Grundregel nummer et er selvfølgelig – også ved tematiseret forskning – at det er kvaliteten i forskningen og den konkret idé, som skal afgøre, hvem der får bevilget penge.

Sådan skal det også være med den grønne forskning.

Midler må ikke ende hos få
Men særligt i Innovationsfonden kan man måske se på, om nogle af pengene kan anbringes i en særskilt pulje, hvor der med større risikovillighed bevilges penge til vilde, skæve og anderledes ideer, der måske kan føre til særligt nyskabende forskning.

Det har blandt andet været afprøvet i Villlumfonden, som i flere omgange har givet risikovillige midler til særligt dristige forskningsprojekter, og her kunne man måske få nogle gode ideer til, hvordan man skabe nye resultater i forhold til de grønne.

Vi kan selvfølgelig ikke spille hasard med alle skatteydernes penge til forskning, men vi må på den anden side gøre noget nyt, for at opnå de nødvendige teknologiske spring. Her må mange dygtige forskere i spil – også dem, som ikke lige arbejder på de mest oplagte institutter.

I forvejen er forskningsmidlerne samlet set meget koncentrerede, idet en stor andel af dem fordeles til cirka en snes forskningsmiljøer inden for sundheds- og naturvidenskab.

Det skyldes blandt andet, at mange private fonde med deres fundatser er rettet mod sundhedsvidenskab, og det gælder ikke i samme grad grøn forskning. Det er positivt, at regeringen derfor -udover de fire missioner – også har peget på syv temaer, som kan bidrage til at gøre den grønne satsning bredere og involvere flere forskningsmiljøer.

Men det er afgørende, at den aktuelle ret præcise politiske retning på de grønne forskningsmidler ikke kommer til at betyde, at relativt få forskningsmiljøer modtager størstedelen af pengene.

Det vil være dræbende for tværfagligheden og kreativiteten og dermed gøre det sværere at finde nye banebrydende løsninger.

Indlægget Grønne forskningsmidler skal fordeles bredt blev først udgivet på Akademikerne.

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Politisk styring af den offentlige forskning er et fristende greb for at få forskningen til at levere svar på aktuelle samfundsudfordringer.

Men vi risikerer kun at få svar på lige præcis det, vi spørger forskerne om – og ikke nye uforudsete løsninger.

Husk fri forskning
Mere eller mindre politisk styring af forskningen er altid et hot tema.

Aktuelt har uddannelses- og forskningsministeren efterspurgt mere styring af forskningsmidlerne for at sikre, at de bidrager til den grønne omstilling.

Og med regeringens grønne strategi udpeges fire missioner, som skal løses af partnerskaber med forskere, erhvervsliv og myndigheder.

Lad mig sige det med det samme: Missionerne er fornuftige, partnerskaber på tværs er godt, og retning og rammer er fint for forskningen.

Men vi skal sikre, at der også bliver plads til den frie forskning og til en mere spontan og uforudsigelig forskningsproces.

Friheden kan være afgørende
Det er en gammel traver, at mange forskningsmæssige gennembrud er sket om ikke tilfældigt, så uforudset, og nogle gange bliver et konkret forskningsresultat til en løsning på et helt andet problem end forventet.

Det er værd at gentage, så vi ikke sætter alle vores penge på det styrede, planlagte og forventede.

Politikerne er i deres gode ret til at sætte fokus på bestemte udfordringer og centrale spørgsmål som: Hvordan indfanger og lagrer vi bedst CO2, og hvordan sikrer vi grønt brændstof til vores biler?

Det vil uden tvivl være gavnligt for vores samfund at finde forskningsmæssige løsninger på de problemer.

Men er vi nu sikre på, at det vigtigste ikke i stedet er at finde ud af, hvordan vi udleder mindre CO2 i det hele taget, eller hvordan vi indretter samfundet, så vi kører mindre i bil?

Det kan vi ikke vide, men det kræver andre typer af forskningsmæssige løsninger.

Det taler for, at vi giver forskerne stor frihed og en pæn pose penge til at tænke kreativt og arbejde i forskellige retninger for at finde løsninger på centrale samfundsudfordringer.

Forskningsfrihed er ikke bare et slagord, som universiteterne har opfundet for at undslippe samfundets og politikernes krav.

Forskningsfrihed er afgørende for forskerne, hvis de skal finde nye og grænseoverskridende løsninger, at de indimellem får lov til at gøre lige, hvad der passer dem.

Se på verden med helt nye øjne. Tænke på tværs af kendte områder.

Fri forskning kan også være grøn forskning
Så det er godt med en god balance mellem den strategiske forskning, hvor politikerne udstikker retningen – og den frie forskning, som er båret af forskernes egne ideer.

Men hvad er så en god balance? Skal vi sige 50/50?

Med 750 millioner kroner i krigskassen til grøn strategisk forskning i 2021 kan vi jo bruge et tilsvarende beløb fra forskningsreserven til fri forskning.

Som jo sagtens også kan være grøn forskning, for mange forskere fra forskellige forskningsområder er optaget af grøn omstilling og bæredygtighed – men som også kan være alt muligt andet.

Men der skal også være penge til andre forskningsfelter, som er vigtige for samfundet. Coronaen har mindet os om, at vi også skal have dygtige forskere inden for felter, som ikke lige er i vælten aktuelt.

For lige pludselig bliver det nødvendigt at nogen ved meget om virus eller Nordkorea eller noget helt tredje.

Jo mere præcist politikerne sætter navn på forskningsmidlerne, jo mere risikerer vi, at de godt nok får det, de beder om, men så heller ikke meget andet, som også er vigtigt.

Vi skal derfor være åbne for, at der kan komme både røde, gule og grønne forskningsgennembrud på områder, som vi og politikerne endnu ikke har fået øje på.

Indlægget Forskningsfrihed er ikke bare et slagord blev først udgivet på Akademikerne.