08 okt Forskningsfrihed er ikke bare et slagord
DEBAT: Det er gavnligt for samfundet at finde grønne løsninger via forskning. Men forskningsfriheden er afgørende for at finde nye og grænseoverskridende løsninger. Bragt i Altinget.
Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne
Politisk styring af den offentlige forskning er et fristende greb for at få forskningen til at levere svar på aktuelle samfundsudfordringer.
Men vi risikerer kun at få svar på lige præcis det, vi spørger forskerne om – og ikke nye uforudsete løsninger.
Husk fri forskning
Mere eller mindre politisk styring af forskningen er altid et hot tema.
Aktuelt har uddannelses- og forskningsministeren efterspurgt mere styring af forskningsmidlerne for at sikre, at de bidrager til den grønne omstilling.
Og med regeringens grønne strategi udpeges fire missioner, som skal løses af partnerskaber med forskere, erhvervsliv og myndigheder.
Lad mig sige det med det samme: Missionerne er fornuftige, partnerskaber på tværs er godt, og retning og rammer er fint for forskningen.
Men vi skal sikre, at der også bliver plads til den frie forskning og til en mere spontan og uforudsigelig forskningsproces.
Friheden kan være afgørende
Det er en gammel traver, at mange forskningsmæssige gennembrud er sket om ikke tilfældigt, så uforudset, og nogle gange bliver et konkret forskningsresultat til en løsning på et helt andet problem end forventet.
Det er værd at gentage, så vi ikke sætter alle vores penge på det styrede, planlagte og forventede.
Politikerne er i deres gode ret til at sætte fokus på bestemte udfordringer og centrale spørgsmål som: Hvordan indfanger og lagrer vi bedst CO2, og hvordan sikrer vi grønt brændstof til vores biler?
Det vil uden tvivl være gavnligt for vores samfund at finde forskningsmæssige løsninger på de problemer.
Men er vi nu sikre på, at det vigtigste ikke i stedet er at finde ud af, hvordan vi udleder mindre CO2 i det hele taget, eller hvordan vi indretter samfundet, så vi kører mindre i bil?
Det kan vi ikke vide, men det kræver andre typer af forskningsmæssige løsninger.
Det taler for, at vi giver forskerne stor frihed og en pæn pose penge til at tænke kreativt og arbejde i forskellige retninger for at finde løsninger på centrale samfundsudfordringer.
Forskningsfrihed er ikke bare et slagord, som universiteterne har opfundet for at undslippe samfundets og politikernes krav.
Forskningsfrihed er afgørende for forskerne, hvis de skal finde nye og grænseoverskridende løsninger, at de indimellem får lov til at gøre lige, hvad der passer dem.
Se på verden med helt nye øjne. Tænke på tværs af kendte områder.
Fri forskning kan også være grøn forskning
Så det er godt med en god balance mellem den strategiske forskning, hvor politikerne udstikker retningen – og den frie forskning, som er båret af forskernes egne ideer.
Men hvad er så en god balance? Skal vi sige 50/50?
Med 750 millioner kroner i krigskassen til grøn strategisk forskning i 2021 kan vi jo bruge et tilsvarende beløb fra forskningsreserven til fri forskning.
Som jo sagtens også kan være grøn forskning, for mange forskere fra forskellige forskningsområder er optaget af grøn omstilling og bæredygtighed – men som også kan være alt muligt andet.
Men der skal også være penge til andre forskningsfelter, som er vigtige for samfundet. Coronaen har mindet os om, at vi også skal have dygtige forskere inden for felter, som ikke lige er i vælten aktuelt.
For lige pludselig bliver det nødvendigt at nogen ved meget om virus eller Nordkorea eller noget helt tredje.
Jo mere præcist politikerne sætter navn på forskningsmidlerne, jo mere risikerer vi, at de godt nok får det, de beder om, men så heller ikke meget andet, som også er vigtigt.
Vi skal derfor være åbne for, at der kan komme både røde, gule og grønne forskningsgennembrud på områder, som vi og politikerne endnu ikke har fået øje på.