Akademikere: Bomstærk økonomi skal også være stærk i fremtiden

Dansk økonomi buldrer derudaf takket være en tårnhøj beskæftigelse. Men festen fortsætter kun, hvis vi nedbringer stress og skaber et mere fleksibelt pensionssystem, siger Tomas Kepler, formand for Akademikerne.

Regeringen har i dag præsenteret deres økonomiske redegørelse, der viser en sund økonomi. Det kan i høj grad tilskrives et stærkt arbejdsmarked med høj beskæftigelse. Men hvis økonomien også skal være bæredygtig i fremtiden, kræver det nye politiske tiltag.

Det mener Tomas Kepler, der er formand for hovedorganisationen Akademikerne, der repræsenterer 27 fagforbund med over en halv million medlemmer.

Tomas Kepler udtaler:

”Vores høje beskæftigelse og produktion er med til at sikre, at regeringen kan have et ambitiøst regeringsgrundlag. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter med politiske tiltag, der kan holde beskæftigelsen og produktiviteten i gang”.

Advarer om usikre fremskrivninger
Tomas Kepler peger på, at fremskrivningerne i den økonomiske redegørelse er baseret på, at flere kan arbejde længere i fremtiden. Men sådan ser virkeligheden ikke ud, pointerer han.

I dag er kun en ud af tre danskere stadig i arbejde, når de når folkepensionsalderen på 67 år. Alligevel stiger pensionsalderen med den nuværende pensionsmodel hurtigere end levealderen, samtidig med antallet af danskere, der får tildelt invalidepension pga. stress, angst og depression, er alvorligt stigende.

Tomas Kepler udtaler:

”Jeg kan godt se, at det kan være fristende at forlænge danskernes arbejdsliv og hæve pensionsalderen. Men jeg er bekymret over, om forudsætningerne i den mekanik holder. Hvis vi derimod nedbringer stress og giver mere fleksibilitet for seniorer, så flere har lyst til at blive længere, så kan vi også sikre en solid arbejdsstyrke i fremtiden. Derfor ser jeg meget frem til at bidrage til regeringens kommende velfærdsforlig.”

Regeringen har i deres regeringsgrundlag varslet et Velfærdsforlig 2.0 med afsæt i en forudgående trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, der blandt andet skal se på, hvordan man kan nedbringe arbejdsrelateret stress og skabe ”en mere fleksibel afslutning på arbejdslivet, som øger mulighederne for gradvist at trappe ud af arbejdsmarkedet”.