Siden 2013 er beskæftigelsen vokset markant vokset markant, kun midlertidigt afbrudt af coronakrisen. Beskæftigelsen ligger aktuelt på omkring 3,1 mio., hvilket er det højeste nogensinde.
I takt med den voksende beskæftigelse har der været fokus på arbejdskraftmangel og rekrutteringsmæssige udfordringer. I den forbindelse er det væsentligt at være opmærksom på, at der er rekrutteringsmæssige udfordringer på tværs af hele arbejdsmarkedet.
Hent analysen i PDF format her.
Tabel 1 viser andelen af forgæves rekrutteringer for udvalgte medarbejdsgrupper i september 2022 samt i gennemsnit over de seneste seks kvartaler. Dette omfatter situationer, hvor der enten ikke blev ansat en medarbejder, eller hvor der blev ansat en person, der ikke havde de ønskede kompetencer. Inden for hovedgrupper ligger andelen af forgæves rekrutteringer på 13-42 % på tværs af en række udvalgte faggrupper.
| sep-22 | Gns. over de sidste 6 kvartaler | |
|---|---|---|
| Akademisk arbejde | 23% | 21% |
| Miljøkonsulent | 35% | 37% |
| Maskiningeniør | 24% | 25% |
| Elektronikingeniør | 25% | 14% |
| Bygningsingeniør | 40% | 40% |
| Speciallæge | 86% | 22% |
| Tandlæge | 45% | 32% |
| Økonom | 31% | 36% |
| Sundhed, omsorg og personlig pleje | 38% | 38% |
| Undervisning og vejledning | 13% | 15% |
| Pædagogisk, socialt og kirkeligt arbejde | 23% | 26% |
| Bygge og anlæg | 39% | 41% |
| Industriel produktion | 42% | 32% |
| Kontor, administration, regnskab og finans | 18% | 19% |
Kilde: Jobsats.dk
Andelen af forgæves rekrutteringer er højt for både faggrupper på både det private arbejdsmarked (f.eks. bygge og anlæg samt industriel produktion) og i den offentlige sektor (f.eks. sundhed, omsorg og personlig pleje).
For kategorien akademisk arbejde var der en forgæves rekrutteringsrate på 23 % i september 2022. Gennemsnittet over de seneste seks kvartaler var 21 %. Normalt tales der om egentlig mangel på arbejdskraft ved en forgæves rekrutteringsrate på 20 %, dvs. akademikergrupperne ligger som helhed på eller lige over grænsen. I tredje kvartal 2022 var der i alt 9.911 forgæves rekrutteringsforsøg på akademiske medarbejdere. Også andre kategorier end akademikere ligger over mangelgrænsen på 20 %.
For visse akademiske faggrupper er andelen af forgæves rekrutteringer væsentlig højere end 20 %. Det gælder bl.a. ingeniører, økonomer, miljøkonsulenter, tandlæger og ikke mindst speciallæger, hvor andelen af forgæves rekrutteringer i september 2022 var 86 %.
Hvis man kun ser på situationer, hvor der slet ikke kunne ansættes en medarbejder (forgæves rekrutteringer uden substitution), er andelen generelt lavere. De er dog fortsat høje for en lang række faggrupper, jf. tabel 2.
Andelen af forgæves rekrutteringer uden substitution følger generelt det samme mønster som den generelle andel af forgæves rekrutteringer. Der er høje andele på tværs af sektorer og faggrupper. For de akademiske faggrupper er der for en række faggrupper en høj andel af forgæves rekrutteringer, hvor det ikke er muligt at ansætte alternative medarbejdere.
| sep-22 | Gns. over de sidste 6 kvartaler | |
|---|---|---|
| Akademisk arbejde | 15% | 11% |
| Miljøkonsulent | 30% | 16% |
| Maskiningeniør | 16% | 16% |
| Elektronikingeniør | 14% | 9% |
| Bygningsingeniør | 26% | 26% |
| Speciallæge | 86% | 22% |
| Tandlæge | 15% | 13% |
| Økonom | 28% | 32% |
| Sundhed, omsorg og personlig pleje | 27% | 27% |
| Undervisning og vejledning | 6% | 7% |
| Pædagogisk, socialt og kirkeligt arbejde | 14% | 17% |
| Bygge og anlæg | 30% | 27% |
| Industriel produktion | 23% | 13% |
| Kontor, administration, regnskab og finans | 8% | 8% |
Kilde: STAR jobindsats.
Data trukket fra Styrelsen for arbejdsmarked og rekrutterings rekrutteringssurvey, som afrapporteres på jobindsats.dk. Gennemsnittet over de sidste seks kvartaler er beregnet som gennemsnittet af forgæves rekruttering for sep-22, jun-22, mar-22, dec-21, sep-21 samt jun-21.
Den forgæves rekrutteringsrate er antallet af forgæves rekrutteringsforsøg som andel af det samlede antal rekrutteringsforsøg. Dette omfatter både situationer, hvor der ikke blev ansat en medarbejder, og situationer, hvor der blev ansat en person, der ikke havde de ønskede kompetencer. De kompetencer virksomhederne kan gå på kompromis med er: manglende faglige kvalifikationer, manglende relevant erhvervserfaring, manglende personlige og sociale kvalifikationer, manglende formel uddannelse, manglende efter- og videreuddannelse samt manglende sprogkompetencer. Den forgæves rekrutteringsrate uden substitution er antallet af rekrutteringsforsøg, hvor der ikke skete en ansættelse, som andel af de samlede antal rekrutteringsforsøg.