11 feb Debatmøde: Hvordan sikrer vi kvalitet og integritet i universiteternes myndighedsbetjening?
AC afholdt debatmødet torsdag den 11. februar 2010 kl. 16-18 DGI-byens konferencecenter, København
Kan og skal man stille de samme krav til forskningsfrihed og til forskningens kvalitet og integritet, når der er tale om forskningsopgaver bestilt af minister og embedsværk i det politiske system? Og hvis svaret er ja, hvordan sikres det så i praksis, når resultater og vurderinger fra universiteternes sektorforskere anvendes i forbindelse med politiske prioriteringer?
Universiteternes troværdighed bygger på, at alle dele af forskningen er uvildig og på højeste videnskabelige niveau, men samtidig vil det være svært ikke at forvente en vis loyalitet over for og i samspillet med opdragsgiverne om sektorforskningsopgaverne og den forskningsbaserede rådgivning. Ikke mindst med perspektivet om udlicitering af stadigt flere myndighedsopgaver og den forventede konkurrence med private konsulentfirmaer.
Disse temaer indgår i diskussionerne om universitetsevalueringen, hvori bl.a. en vurdering af opfyldelsen af målsætningerne med fusionerne indgår. Modsætningen mellem den forskningsbaserede rådgivning og de politiske vurderinger er blevet tydeligere efter fusionerne, og det er nu vi kan begynde at vurdere eventuelle utilsigtede konsekvenser, bl.a. på baggrund af den aktuelle sag om vurderingen af sundhedstilstanden i de danske skove med DMU/Århus Universitet og Miljøministeriet som de centrale aktører.
AC inviterer derfor til debatmøde om sikring af kvalitet og integritet i universiteternes myndighedsbetjening. En række aktører fra universiteterne og sektorforskningen vil give deres bud på, hvordan vi bedst sikrer tilliden til universiteternes myndighedsbetjening og dermed troværdigheden i universitetsforskningen generelt.