Finanslovsforslag 2013: For få initiativer målrettet små virksomheder

I foråret blev udviklingspakken til små og mellemstore virksomheder vedtaget.

Den indeholdt reetablering af FIH, en specialiseret erhvervs- bank rettet mod finansiering af små og mellemstore virksomheder, etablering af en landbrugsfinansieringsbank, 15 mia. kr. til eksportlån og 20 mia. kr. til eksportgarantier (via EKF) og en styrkelse af Vækstfonden med 550 mio.kr. til vækstkautioner og 500 mio. kr. til ansvarlige lån.

Vækstfondens produkter, både vækstkautionerne og de ansvarlige lån er betinget af, at virksomhederne får et lån fra et pengeinstitut, og adgangen til disse lån er ikke blevet lettere for små virksomheder. Så AC beklager, at finansloven 2013 ikke har mere at tilbyde små virksomheder i en tid, hvor mangel på risikovillig (udviklings)kapital er akut.

Rabat til danske virksomheder når de investerer i ny driftsteknologi, apparatur og maskiner mv. ved at øge afskrivningsgrundlaget med 15 pct. er et godt initiativ, som AC hilser velkomment. Rabatten giver en håndsrækning til virksomheder, der aktivt udvikler og fornyr sig og dermed bidrager til at sikre Danmark vækst og beskæftigelse.

Rabatordningen vil dog primært gavne mellemstore og store virksomheder. AC savner initiativer målrettet mindre virksomheder i finanslovsforslaget for 2013. Fuldt fradrag på skattemæssige underskud fra tidligere år, når en virksomhed begynder at give overskud, kunne være en måde at hjælpe de små udviklingsorienterede virksomheder.

ACs samlede bemærkninger til Finanslovsforslaget