Stor ros til regeringen for at styrke videnstunge iværksættere

Regeringen skal have stor ros for den nye iværksætterstrategi og for at sætte fokus på højtuddannede og specialiserede iværksættere. Dansk økonomi er dybt afhængig af forskningstunge og specialiserede eksportvirksomheder. Iværksætterstrategien er et skridt på vejen til at få flere af disse virksomheder i fremtiden.

Danmark har brug for flere iværksættere. Ikke mindst specialiserede iværksættere, som ud fra forskning og viden kan udvikle deres ideer og skabe nye løsninger, som vi alle får gavn af. Det er bl.a. en forudsætning for at kunne håndtere den grønne omstilling. Og det er en forudsætning for at sikre fremtidens velstand.

Derfor er det meget positivt, at regeringen med iværksætterstrategien giver de videnstunge iværksættere bedre vilkår og nye muligheder for adgang til kapital, kompetencer og viden fra universiteterne.

Akademikernes formand Lisbeth Lintz udtaler:

”Regeringen skal have stor ros for iværksætterstrategien. Jeg noterer mig, at der er særligt fokus på at styrke vilkårene for videnstunge virksomheder. Det er udtryk for rettidig omhu. Dansk økonomi er alt overvejende drevet af videnstunge eksportvirksomheder og vi skal derfor sikre gode betingelser for vores videniværksættere, så de kan blive drivende i denne udvikling.”

Regeringen har fokus på at sikre iværksættere opstartskapital og ser behov for at afsætte flere midler til vækstkautioner og vækstlåneordninger for at sikre, at opstartsvirksomhederne kommer ind i et positivt vækstforløb. Også denne prioritering ser Lisbeth Lintz positivt på:

”Det er positivt, at regeringen vil fjerne nogle af de finansieringsmæssige barrierer, der kan stå i vejen for at etablere forskningstunge virksomheder, hvor der måske går nogle år, før indtægterne begynder at rulle ind.”

Iværksætterstrategien indeholder derudover en udvidet dagpengeret til iværksættere. Konkret lægges der op til, at tidligere indkomst kan tælle med i optjening af dagpengeretten. Dette har længe stået på ønskelisten i Akademikerne.

”Det er rigtig fint, at der lægges op til at udvide dagpengeretten til iværksættere. For mange højtuddannede vil det blive nemmere at etablere egen virksomhed. Ikke mindst i begyndelsen af deres arbejdsliv,” udtaler Lisbeth Lintz.

Med iværksætterstrategien vil regeringen målrette midler til universiteternes indsats for innovation og iværksætteri. Det er et vigtigt fokus, men det er et problem, hvis universiteterne skal finansiere indsatsen via basismidlerne. Det vil betyde færre midler til forskning.

 

”Det er godt, at regeringen vil styrke universiteternes profil i forhold til innovation og iværksætteri. Universiteterne spiller i forvejen en vigtig rolle i den sammenhæng. Men jeg er bekymret for, om denne prioritering betyder, at der i sidste ende vil være færre midler til forskning,” udtaler Lisbeth Lintz.

 

Når forhandlingerne om strategien er afsluttet, ser Akademikerne frem til at deltage i arbejdet med realiseringen af iværksætterstrategien.