Universitetsdrømmen lever

Berl/4/Manja Spork og Pernille Dreyer/22.01.15 (14)

Kommende studerende på de lange videregående uddannelser skal både tage højde for dimensioneringsplaner, dagpengeregler og dimittendledighed, når de vælger studie. Alligevel strømmer de unge til universiteterne. I 2013 valgte 25.186 studerende at læse en lang videregående uddannelse. Det er 34 pct. flere end bare fem år tidligere. Men selv om politikerne gerne ser, at flere optages på universitetet, har mange kandidater allerede nu svært ved at finde arbejde. 31 pct. af de nyuddannede hos Akademikernes Centralorganisation (AC), en paraplyorganisation for 25 akademiske fagforbund, var ledige i oktober 2014, og udsigten til en plads i køen på jobcenteret presser de studerende, der i stor stil arbejder ved siden af studierne for at få erfaring, netværk og CV på plads, inden de for alvor skal ud på arbejdsmarkedet. ”Der er ingen tvivl om, at de studerende lytter til de politiske vinde. Det gør de, og det gør deres forældre, og det er helt klart noget, der bliver snakket om over middagsbordet,” siger Studievejleder Stine Randel fra Aalborg Universitet København og understreger, at det har konsekvenser: ”Der er studerende, der har hørt snakken om dimensionering og tror, at nogle uddannelser nærmest er på en sort liste. Og det er jo smadderærgerligt, for det er ikke så sorthvidt, at nogle uddannelser giver job, mens andre ikke gør.”