
26 mar 500.000 akademikere får ny formand
Foto: Jacob Nielsen
GL’s formand Tomas Kepler bliver ny formand for Akademikerne. Han bliver dermed den akademiske fagbevægelses nye topfigur, der side om side med FH’s Morten Skov skal varetage lønmodtagernes interesser.
500.000 akademikere har nu valgt deres nye formand. En enig bestyrelse i Hoved- og forhandlerorganisationen Akademikerne har peget på gymnasielærernes hidtidige formand Tomas Kepler, som den nye topfigur. Tomas Kepler er i den akademiske fagbevægelse særligt kendt for sit mod og evner både til at turde forny og at samle en organisation.
Tomas Kepler siger:
”Jeg er stolt af den tillid, bestyrelsen har vist mig, og til det, jeg står for med at søge indflydelse og skabe en organisation med høj fart mod fremtiden. Jeg kan ikke vente med at komme i gang med at repræsentere 500.000 akademikere på Christiansborg, til overenskomstforhandlinger og i forhold til de tusindvis af arbejdspladser, hvor medlemmerne hver dag skaber værdi og udvikling.”
“Det er selvfølgelig vemodigt at sige farvel til GL og nogle af mine hjertesager. Men jeg bliver i familien. Og én ting står stadig klart for mig: En af de største udfordringer i samfundet lige nu er, at alt for mange kæmper med at få livet til at hænge sammen. Det ansvar skal vi tage på os. Ingen kan løse det alene – vi skal finde sammen i stærke alliancer. Det har altid været vigtigt for mig.”
Tomas Kepler afløser Lisbeth Lintz, der stoppede som formand af familiære hensyn. Sara Vergo har været konstitueret formand med den primære opgave at få valgt en ny formand. Hun er meget glad for valget af Tomas Kepler som ny formand:
Sara Vergo siger:
”Det er en enig bestyrelse, der har valgt Tomas Kepler som ny formand for Akademikerne. Bestyrelsen er begejstret for hans udsyn og visioner for Akademikerne – og for hans åbenlyse politiske tæft. Dertil kommer hans konkrete erfaringer med at forvandle og modernisere en organisation, så dens politiske indflydelse er blevet klart styrket. Og så ved alle, der kender ham, at han kan samle og lede en bevægelse.”
Tomas Kepler tiltræder som ny formand for Akademikerne 9. april 2025.
Fakta om Akademikerne
Akademikerne er Hoved- og forhandlerorganisation i den akademiske fagbevægelse, og repræsenterer 500.000 privat og offentligt ansatte med en længere videregående uddannelse og over 25 medlemsorganisationer, herunder faglige organisationer for ingeniører, psykologer, bygningskonstruktører, biokemikere, læger, gymnasielærere, jurister og officerer.
Blå Bog: Tomas Kepler
Tomas Kepler er 51 år gammel. Han er gift med Anne-Mette Kepler, og sammen har de 3 børn.
2025: Valgt som formand for Akademikerne
2019: Valgt som formand for GL (Gymnasieskolernes Lærerforening) for første gang
2014: Valgt ind i hovedbestyrelsen for GL (Gymnasieskolernes Lærerforening)
2009: Valgt som tillidsrepræsentant første gang
2005: Ansat på Aalborghus Gymnasium
2001: Cand.mag. Engelsk og Historie fra Århus Universitet
Kontakt
Pressechef Akademikerne, Jens Alkjær, 22495856