De nordiske regeringsledere skal tage truslen om en corona-generation af unge ledige alvorligt

Da corona-krisen for alvor gjorde sit indtog, vendte det op og ned på hverdagen for millioner af mennesker over hele verden, også her i Norden. Med sundhedskrisen er fulgt en økonomisk krise; fra den ene dag til den anden er vi gået fra et arbejdsmarked i vækst og med høj beskæftigelse til et arbejdsmarked præget af opsigelser og overledighed.

 

Vi ved fra tidligere økonomiske kriser, at kriserne rammer de unge i særligt høj grad, og under sidste finanskrise oplevede vi massiv ungdomsarbejdsløshed i hele Europa. Nu kradser krisen igen, og allerede nu oplever de mange unge der denne sommer afslutter deres uddannelse, at komme ud på et arbejdsmarked i krise. Ikke alene er der meget få jobs, men de nyuddannede ender ofte bagerst i jobkøen, når der er tusinder af mere erfarne ledige, der søger de samme jobs.

Det er den samme tendens vi ser, på tværs af de nordiske lande. Vejen til det første job bliver længere og ungdomsarbejdsløsheden stiger. Den udvikling bliver vi nødt til at tage alvorligt. Ellers ender vi med, en corona-generation af unge ledige, der får en alt for lang vej til arbejdsmarkedet, og som risikerer at skulle leve med konsekvenserne i mange år fremover.

Vi taler ikke længere om at gøre vejen til det første job hurtigere. Vi taler om at forhindre, at en hel generation af nyuddannede ender i langtidsledighed. Hvis ikke krisen skal have lov til at bide sig fast, bliver vi nødt til at sætte gang i initiativer, der kan hjælpe nyuddannede ind på arbejdsmarkedet.

Derfor opfordrer vi de nordiske regeringsledere til at handle. Vi har brug for, at truslen om en corona-generation af unge ledige bliver taget alvorligt. Det skylder vi både de nyuddannede, virksomhederne og samfundet som helhed.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne (Danmark)

Kari Sollien, leder for Akademikerne (Norge)

Sture Fjäder, præsident for Akava (Finland)

Þórunn Sveinbjarnardóttir, BHM (Island)