Kære venstre, hold fast i retten til to årige kandidatuddannelser

Før folketingsvalget tog Jakob Ellemann klogeligt afstand fra Socialdemokratiets forslag om at halvere en lang række kandidatuddannelser. Jakob Ellemann sagde, at Socialdemokraternes forslag om en halvering af kandidatuddannelserne var “for vidtgående” og understregede over for DR, at etårige kandidatuddannelser “skal være et ekstra tilbud til de unge, som ønsker den mulighed, og ikke en spareøvelse.”

En halvering af kandidatuddannelserne vil være et uforudsigeligt indgreb i det danske uddannelsessystem. Det kan skade produktiviteten på det danske arbejdsmarked, hvilket Det økonomiske råd også har advaret om.

Nu er det vigtigt, at Venstre holder ved i regeringsforhandlingerne med Mette Frederiksen. For selvom uddannelse ikke fyldte meget i valgkampen, så er der meget der peger på, at universitetsområdet er en af de knaster partierne forsøger at høvle væk.

Set fra min stol, så er etårige kandidatuddannelser ikke den rette vej at gå, men Ellemann har ret i den underliggende præmis om, at det er godt at skabe øget fleksibilitet i uddannelsessystemet. Vi skal have gjort op med kassetænkningen og give de unge mere frihed til selv at sammensætte det uddannelsesforløb, der passer til dem og deres fremtidsplaner. Det vil være oplagt at arbejde for bedre udnyttelse af erhvervskandidaten, hvor unge tager deres kandidatuddannelse parallelt med et arbejde. Eller arbejde for, at flere prøver arbejdsmarkedet af efter deres bacheloruddannelse i en kortere eller længere periode. Men man får ikke bedre fleksibilitet eller mere værdifulde kandidater ved at forringe uddannelserne for de tusindvis af unge, der har både talent og vilje til at blive dygtigere, og som erhvervslivet har stor efterspørgsel efter.

Både universiteter, erhvervsorganisationer, studerende og os i den akademiske fagbevægelse har advaret kraftigt mod Socialdemokratiets forslag om at sænke uddannelsesniveauet i Danmark. Vi har brug for at investere i uddannelse for at sikre fortsat velstand og velfærd. Uddannelse er Danmarks vigtigste råstof og det, vi som samfund skal leve af i fremtiden. Derfor håber jeg inderligt, at Jakob Ellemann og Mette Frederiksen kan finde hinanden i en model, der udvikler og ikke afvikler vores stærke uddannelsessystem.