
01 jan Kendelse i faglig voldgiftssag om 48-timers reglen giver afklaring i forhold til ”selvtilrettelæggere”
I en faglig voldgiftskendelse har Akademikerne netop fået afklaret, at en specialkonsulent i staten ikke kunne anses for at være ”selvtilrettelægger”, og specialkonsulenten var derfor ikke undtaget fra beskyttelsesreglen i Arbejdstidsdirektivet om maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer om ugen i gennemsnit. I sagen nåede opmanden Højesteretsdommer Jørgen Steen Sørensen dog frem til, at referenceperioden for specialkonsulenter i staten var aftalt til 12 måneder, og derfor blev staten frifundet i sagen, selv om at medlemmet havde arbejdet i mere end 48 timer om ugen i gennemsnit i mere end 8 måneder.
Kendelsen har principiel karakter: Denne kendelse er den første i Danmark, der præcist afgrænser, hvad det vil sige at være ”selvtilrettelægger” på arbejdsmarkedet. Selv om at sagen omhandlede forhold tilbage fra 2021-2022, har det relevans for de aktuelle drøftelser om tidsregistrering, som er blevet indført med lov om pligtig tidsregistrering pr. 1. juli 2024.
Kendelsen tager afsæt i EU-Domstolens løbende retspraksis på området og den danske implementeringslovgivning. Men kendelsen står det nu klart, at ansatte konsulenter og andre uden højeste arbejdstid, ikke pr. automatik kan anses for selvtilrettelæggere i forhold til arbejdstidsdirektivet. Der skal foretages en konkret vurdering, og at der skal meget til, før en medarbejder kan klassificeres som selvtilrettelægger -det vil kræve, at medarbejderen selv kan planlægge sin arbejdstid i sin helhed.