19 apr Ny undersøgelse: Fokus på stress halter
Arbejdspladser går glip af store forbedringer i produktivitet, fordi lederne er for ringe til at tage sig af problemer med stress hos medarbejderne. Både regeringen og arbejdspladserne bør sætte problemerne højere på dagsordenen.
Kun ca. hver femte akademiker mener, at deres nærmeste leder er klædt godt på til at håndtere medarbejderes stressproblemer. Det til trods for, at stress fylder meget i akademikeres hverdag, og at hovedparten af alle akademikere peger på arbejdet som kilden til deres stress.
Det er nogle af konklusionerne i den undersøgelse om akademikeres psykiske arbejdsmiljø og stress som hovedorganisationen Akademikerne offentliggør i dag.
”Undersøgelsen peger på, at der er et behov for at kigge på topledelsens rolle i bekæmpelsen af stress. Samtidig skal lederne have løftet deres kompetencer på området gennem målrettet uddannelse. Der skal mere fokus på udfordringerne omkring stress på arbejdspladserne”, siger Finn R. Larsen, formand for Akademikerne.
Penge i at bekæmpe stress
Som noget helt nyt viser undersøgelsen, at der er en direkte sammenhæng mellem stressplagede medarbejdere og produktiviteten på arbejdspladsen. Jo mindre medarbejderne føler sig plaget af stress, des højere er deres produktivitet.
”De virksomheder som prioriterer indsatsen mod stress, får deres investering tilbage i guld. Hvis arbejdspladserne I Danmark investerer i at skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø, der nedbringer stressproblemer, kan der skabes ekstra værdi for milliarder af kroner om året– alene for akademikerne”, siger Finn R. Larsen.
Politikere og arbejdspladser skal på banen
Det er første gang nogensinde, at stressudfordringerne på arbejdspladserne kortlægges for hele det akademiske arbejdsmarked. For at vinde nyt terræn i kampen for at få færre stressplagede medarbejdere er der behov for større fokus på området både fra politisk hold og på de enkelte arbejdspladser.
”En styrket stressindsats kræver, at regeringen løfter det psykiske arbejdsmiljø højere op på deres dagsorden og sikrer, at der reelt sker en ligestilling af det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Arbejdsmarkedet udvikler sig i disse år i en retning, der gør, at udfordringerne med det psykiske arbejdsmiljø vokser. Det er vigtigt, at den politiske indsats på området følger med tiden”, siger Finn R. Larsen, formand for Akademikerne.
”Flere arbejdspladser skal afsætte de nødvendige ressourcer til at forebygge og løse stressproblemer hos medarbejderne. Et hovedsigte med vores undersøgelse er, at der kommer mere fokus på problemerne med stress, så den nødvendige aktive og fortløbende indsats på arbejdspladserne styrkes”, siger Finn R. Larsen, formand for Akademikerne.
Behov for nye løsninger
• Politikerne skal sikre, at medarbejdere der lider af følgerne af et dårligt psykisk arbejdsmiljø ikke udstødes af arbejdsmarkedet. Det fordrer reel ligestilling mellem det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø i arbejdsskadesystemet.
• Arbejdstilsynets evne til at identificere problemer med det psykiske arbejdsmiljø i forbindelse med tilsyn skal forbedres.
• Der skal afsættes midler til stressforebyggelsespakker i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse
• Arbejdsgiverne skal sikre, at virksomhedernes ledere bliver uddannet til at lede selvledende medarbejdere samt at identificere og håndtere problemstillinger omkring det psykiske arbejdsmiljø.
Læs undersøgelsen om stress fra Akademikerne
Mere information
Finn R. Larsen, formand for Akademikerne, tlf: 2966 6977