10 apr Akademikerne vil reducere antallet af stressramte danskere med 20 pct. med nyt udspil
Bøder til arbejdspladser med dårligt psykisk arbejdsmiljø, anerkendelse af stress som arbejdsskade og obligatorisk lederuddannelse. Det er blandt de fem konkrete forslag, som skal reducere arbejdsrelateret stress.
De 28 medlemsorganisationer i hovedorganisationen Akademikerne, der repræsenterer 525.000 medlemmer, er gået sammen om fem konkrete forslag, der skal reducere arbejdsrelateret stress til gavn for den enkelte arbejdstager, arbejdspladserne og samfundet.
Med det nye stressudspil ønsker Akademikerne, at stress bliver en del af det nye regeringsgrundlag med ambitiøs målsætning om at knække stresskurven og holde flere i arbejde.
Stress er et kæmpe samfundsproblem
Hver femte arbejdende dansker har symptomer på stress, og udviklingen ser ud til at fortsætte. De sidste 2 år er stigningen på 13 pct. ifølge Arbejdstilsynets egne tal. Stress koster samfundet 55 mia. kr. om året og et tabt arbejdsudbud på over 55.000 fuldtidspersoner.
Nu er den samlede akademiske fagbevægelse klar med et udspil, der skal vende udviklingen og tage et opgør med stressepidemien på arbejdsmarkedet.
Tomas Kepler, formand for Akademikerne, siger:
”Stress bør være en af de allervigtigste politiske dagsordener på linje med forsvars- og klimapolitik. Stress er alt for dyrt – mest for den enkelte, der bliver ramt, men også for arbejdspladserne. Det er et kæmpe samfundsproblem, og lige nu gør vi alt for lidt.”
Kampen mod stress skal fylde markant mere. På trods af, at problemerne har været kendt i årevis, er indsatsen stadig utilstrækkelig, og redskaberne i arbejdsmiljølovgivningen virker ikke godt nok.
På den baggrund ønsker Akademikerne, at der fastsættes et nationalt mål på 20 pct. reduktion i den arbejdsrelaterede stress frem mod 2035. Det skal være et forpligtende mål om at øge den forebyggende indsats på arbejdspladserne for både at nedbringe antallet af stressramte og samtidig sikre, at færre helt forlader arbejdsmarkedet som følge af stress.
Tomas Kepler siger:
”Med dette udspil kommer Akademikerne med en række konkrete forslag til stressforebyggelse. Vores håb er, at forslagene giver inspiration til det nye folketing og helt aktuelt i forbindelse med dannelsen af en ny regering. For det er vigtigt, at vi sammen får reduceret den arbejdsrelaterede stress gennem ny adfærd og kultur på arbejdspladserne samt bedre rammer for stressforebyggelse.”
Akademikerne foreslår:
- Grove overtrædelser af regler om psykisk arbejdsmiljø skal udløse bøder
- Gør uddannelse i psykisk arbejdsmiljø obligatorisk for alle ledere
- Anerkend stress som arbejdsskade på linje med fysiske arbejdsskader
- Invester 700 mio. kr. i nationalt stresspartnerskab med arbejdsmarkedets parter
- Invester 500 mio. kr. til et opgør med forældede strukturer
9 ud af 10 danskere peger på arbejdet som hel eller delvis årsag til stress, ifølge Arbejdstilsynet. Derfor foreslår Akademikerne bøder, når det psykiske arbejdsmiljø ikke er i orden, samt obligatorisk uddannelse i psykisk arbejdsmiljø for alle ledere.
Tomas Kepler siger:
”Det er allerede muligt at give arbejdspladser bøder for dårligt psykisk arbejdsmiljø, men i praksis sker det alt for sjældent. Formelt er fysisk og psykisk arbejdsmiljø sidestillet i loven, men det er ikke det, vi ser i praksis. Det skal vi have ændret. Og så er bøderne også alt for små, som det forholder sig nu. Der skal kunne gives mærkbare bøder ved grove overtrædelser af det psykiske arbejdsmiljø, særligt når overtrædelser sker gentagende gange. For vi kan desværre konstatere, at regler uden mærkbare konsekvenser, de virker ikke.”
Og fortsætter:
”Men vi skal også sikre, at hjælpen er til stede på arbejdspladserne. Alt for mange ledere står i dag alene, når deres medarbejdere bliver ramt af stress, eller når de ønsker at forebygge bedre. De har brug for den rette viden, kompetencer og de rigtige værktøjer. Med en obligatorisk uddannelse til ledere giver vi dem en hjælpende hånd til at skabe en god arbejdsplads. Vi bliver nødt til at anerkende, at sikring af et godt psykisk arbejdsmiljø er komplekst og kræver viden hos alle ledere. Og at vi skal arbejde sammen mod stress for at knække udviklingen”
Link: Læs hele stressudspillet ”Sammen mod stress”” her.
Kontakt:
Tomas Kepler, formand for Akademikerne, 31428120
Jens Alkjær, pressechef, 22495856