03 mar OK-forlig for 40.000 akademikere i kommunerne
Akademikerne har i dag indgået et 3-årigt forlig på det kommunale område for de ca. 40.000 akademiske ansatte i kommunerne. Tomas Kepler, Akademikernes formand, glæder sig over forliget, der sikrer en lønstigning på 6,27 pct., og bl.a. indeholder en ny Fritvalgsordning, en familiepakke, der skal gøre op med ”Panodil-børn”, samt en række stressforebyggende tiltag.
Et livtag med stressepidemien og et stort gennembrud på fleksibilitetsdagsordenen på det kommunale område. Det hører til blandt de absolut største resultater i OK26-forliget, som Akademikerne netop har indgået med den kommunale arbejdsgiver.
Forliget indeholder en helt ny Fritvalgsordning, der er tilpasset det kommunale arbejdsmarked med valg mellem løn, frihed og pension. Det har Akademikerne arbejdet for i årevis for at give medarbejderne større fleksibilitet i arbejdslivet, uanset hvor de befinder sig i deres liv. Desuden er der aftalt en stresspakke med forebyggende initiativer, der styrker kampen mod stress på de kommunale arbejdspladser.
”Med denne aftale styrker vi medarbejdernes fleksibilitet i arbejdslivet med en stærk fleksbilitetspakke, Det er både fremsynet og nødvendigt. Fritvalgsordningen markerer et tydeligt nybrud i den offentlige sektor og giver medarbejderne reel indflydelse på, hvordan deres arbejdsliv tilrettelægges. Vi sætter dermed en klar og meget ambitiøs retning for både fleksibilitet og forebyggelse af stress i fremtiden, som vi kommer til at have endnu mere fokus på i fremtiden” siger Tomas Kepler.
Aftalen indeholder også en familiepakke, der giver bedre vilkår for børnefamilier. Pakken giver mange forbedringer af barselsvilkårene og mulighed for at være hjemme den dag, ens barn bliver ringet hjem, og tre dage frem.
”Vi har fået et resultat, der matcher forliget i staten, og det betyder, at også det kommunale arbejdsmarked for første gang i årtier kommer foran det private arbejdsmarked på børne- og familievilkår. Det gør mig både glad og stolt. Det skal være slut med ”Panodil-børn”, og vi har nu sikret, at forældre i højere grad kan holde syge børn hjemme i stedet for at sende dem afsted på smertestillende medicin”, siger Tomas Kepler.
Aftalen byder på en økonomisk ramme på 9,09 pct. For akademikerne har det været særskilt vigtigt at forhandle med egen økonomisk ramme, efter de trådte ud af Forhandlingsforbundet. Som endnu et vigtigt element byder aftalen på en markant lønstigning på 6,27 pct., der giver de kommunalt ansatte akademikere en god reallønsudvikling.
Faktaark: OK26 – en kommunal ramme på 9,09 pct.
Forlig: Aftale mellem KL og Akademikerne om overenskomst- og aftalefornyelsen pr. 1. april 2026
Om Akademikerne
Akademikerne er hoved- og forhandlerorganisation for flere end 25 fagforeninger og repræsenterer 180.000 akademikere i den offentlige sektor og 500.000 på det samlede arbejdsmarked.
I kommunerne dækker Akademikernes medlemsorganisationer bl.a. ingeniører, psykologer, tandlæger, jurister, økonomer, ledere og specialister i forvaltningerne samt akademikere på social-, sundheds-, klima-, kultur- og beskæftigelsesområderne.
Pressekontakt
Tomas Kepler, Akademikernes formand, tlf. 31 42 81 20
Peter Pagh-Schlegel, Presse- og kommunikationskonsulent, tlf. 22 49 58 54