Som nystartet soloselvstændig er risikoen for at miste både indtægt, kunder og retten til supplerende dagpenge langt mere stressende end selve arbejdet, mener Iben Brinkland, der er selvstændig jurist. Hun efterlyser ligestilling af lønmodtagere og selvstændige.

Hvis Iben Brinkland bliver syg i mere end et par dage, mister hun ikke blot indtægt. I værste fald mister hun også kunder. Det fortæller hun nøgternt konstaterende. Det er vilkåret for alle, der er løst tilknyttet arbejdskraft. Men som diabetiker er hun særligt opmærksom på det.  

 

Iben Brinkland er jurist og ekspert i det offentlige Danmark. Hun ejer solovirksomheden Juridisk Support, som er specialiseret i offentligt-private samarbejder. Hun rådgiver fx virksomheder om kontrakter med kommuner. Hun er også stifter af NGO’en Center for Demokratisk Facilitering. Og hun underviser i statslige styrelser og på professionshøjskoler.

 

Har ikke råd til at være syg

 

Mindst 280.000 danskere lider af diabetes. En kronisk sygdom kan udfordre ens arbejdsliv både i forhold til den konkrete hverdag, men også som en bekymring, man lever med latent i forhold til et længere perspektiv. Hvis helbredet af en eller anden årsag dykker, kan du som arbejdsgiver hidkalde en vikar og få kompensation. Som selvstændig skal du både afholde dine normale udgifter og udgiften til en vikar. Selvstændige får ikke kompensation under sygdom, ligesom lønmodtagere gør med de eksisterende regler for sygedagpenge. Om den problemstilling siger Iben Brinkland:

”Jeg har ganske enkelt ikke råd til en vikar. Min indtjening sker med en kombination af freelance, selvstændigt bierhverv og supplerende dagpenge. Hvordan skulle jeg kunne få råd til en vikar, hvis jeg er syg?”

 

Ufleksibel moms

 

Et andet potentielt problem er, at momsregnskabet og indberetningen skal ske på et bestemt tidspunkt af året uden hensyntagen til, om den selvstændige i perioden er sygdomsramt.

 

Iben Brinkland har ikke en sygdomsrelateret udfordring med momsen, men hun har en udfordring med momssystemet generelt:

 

»Det er jo helt tosset, at jeg ikke kan indberette moms, når jeg har tjent pengene. Vi lever i 2021, hvor alt er computerbaseret, og så kan vi ikke finde ud af det, hvis de selvstændige indberetter moms udenfor de korte datointervaller, hvor Skat ønsker at modtage indberetningerne. Hvis man indberetter udenfor datointervallet – og indbetaler – bliver det afvist. Det giver ingen mening – heller ikke for samfundsøkonomien. Hvis jeg kunne indberette, når jeg har tjent pengene – eller gerne vil have moms retur fra Skat – så kunne jeg administrere det på de dage, hvor jeg har overskud til det, frem for måske at skulle ordne det på de dage, hvor jeg er allermest presset. Det ville hjælpe mig meget i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen.«

 

Jeg føler mig forskelsbehandlet i forhold til lønmodtagere. Jeg betaler skat og skaber samfundsmæssig værdi og genererer arbejdspladser, der gør, at andre kan være lønmodtagere.

 

Stakket frist med supplerende dagpenge

Da Iben Brinkland – efter 30 års ansættelse i det offentlige og fagforeninger som specialist og leder – havde været arbejdsløs et år, konstaterede hun, at hendes lange erfaring var en ulempe.

”De job, jeg søgte, gik til nyuddannede. De 35-årige ledere, jeg var til jobsamtale hos, så mig som en trussel. De troede, jeg var ude efter chefens job. Det blev jeg sgu træt af.”

 

I 2018 begyndte hun at hjælpe ofre fra Scandinavian Star. Ulønnet. Det udviklede sig til NGO’en Center for Demokratisk Facilitering, som arbejder med at styrke samfundets demokratiske fundament. Og to år senere grundlagde hun virksomheden Juridisk Support.

 

Som mange andre nystartede selvstændige var Iben Brinkland afhængig af supplerende dagpenge, mens hun opbyggede forretningen. Også hun oplevede, at det var stressende, at retten udløb efter fortløbende 30 uger, fordi man som selvstændig – modsat lønmodtagere – ikke kan fordele ugerne over hele dagpengeperioden.

 

Blev selvstændig af nød – men nyder det nu

 

Iben Brinkland opdagede, at hun var nærmest alene på markedet med netop dét, hun tilbød:

”Min ydelse har mere substans end lobbyisters og er mere politisk end advokaters.”

 

Hun havde aldrig drømt om at blive selvstændig, men i dag er hun glad for sit nye arbejdsliv:

”Det er sjovere selv at diktere, hvad ens eget arbejde skal gå ud på.”

 

Efterhånden kommer kunderne af sig selv. Spørgsmålet er nu, hvad hun skal sige ja til – og om hun skal finde en partner, ansætte en assistent eller hyre en underleverandør.

 

 

 

Ligestil selvstændige og lønmodtagere

Den fælles samfundsforsikring bør dække alle, og vilkårene bør være lige, mener Iben Brinkland. Ligesom mange andre selvstændige foreslår hun, at retten til supplerende dagpenge bør være ens for lønmodtagere og selvstændige. Det ville fx have været en fordel for hende, hvis hun kunne ’gemme’ nogle af de supplerende dagpengeuger til anden corona-nedlukning – som lønmodtagere og freelancere uden CVR-nummer kan.

 

”Jeg føler mig forskelsbehandlet i forhold til lønmodtagere. Jeg betaler skat og skaber samfundsmæssig værdi og generer arbejdspladser, der gør, at andre kan være lønmodtagere. Problemet er hele vores tilgang. De, der laver ordningerne, er selv lønmodtagere. Og de tænker på konsekvenserne for lønmodtagere. Når man er ledig, er den eneste ’rigtige’ løsning, at man kommer tilbage i lønmodtagerjob. Den løse tilknytning ser vi lidt ned på. Men det er der, vi er på vej hen. Arbejdsgivere tager mindre ansvar. Samfundet skal understøtte det, der giver værdi. Man skal ikke kigge på, om man er lønmodtager eller selvstændig, men hvad man bidrager med.”

Fakta om sygedagpenge for freelancere

Selvstændige erhvervsdrivende har først ret til at få sygedagpenge fra kommunen efter 2 ugers sygdom. Sygemeldingen skal ske til kommunen. For at selvstændige kan få ret til sygedagpenge er der krav om arbejde i væsentligt omfang, dvs. min. 18,5 timers arbejde om ugen i min. 6 måneden inden for de seneste 12 måner og min. 18,5 timer og ugen i den seneste måned før fraværet.

Sygedagpengene beregnes som hovedregel på grundlag af overskuddet i virksomheden, dog max. 19.083 kr. om måneden. Hvis der er tale om langvarig eller kronisk sygdom, som vil medføre min. 10 sygedage om året, kan kommunen give ret til sygedagpenge fra første sygedag.

Der kan tegnes en privat forsikring med ret til sygedagpenge fra enten 1. eller 3. sygedag.

Problem:

Kombinatører

De, som arbejder som kombinatører, har både lønindkomst og indkomst som selvstændig. De risikerer kun at få en beskeden brøkdel af deres indkomst i sygedagpenge. De får nemlig beregnet sygedagpenge engen ud fra deres lønindkomst eller deres indkomst som selvstændige – ikke det samlede beløb.

 

Selvstændige

Det er vigtigt hurtigt at sygemelde sig for at kunne opfylde de ugentlige timekrav og kunne dokumentere at der har den seneste måned har været ”aktivitet af væsentligt omfang” i virksomheden. De selvstændige som forsøger selv at klare skærene og for sent foretager en sygemelding kan komme i klemme og miste ret til sygedagpenge.

Akademikerne foreslår…

…at selvstændige har ret til sygedagpengene fra 1. sygedag. Endvidere bør sygedagpenge beregnes på baggrund af den samlede indkomst, dvs. den momspligtige indkomst som selvstændig og lønindkomsten.

CASES

Nedsæt momsen for nye selvstændige

Susi Trolle, Arbejdsmiljøkonsulent