Vismandsrapport: Dygtige medarbejdere er en forudsætning for vækst

Det er glædeligt – som Vismændene konkluderer – at det økonomiske opsving har bidt sig fast. Det betyder samtidig, at der er markant vækst i beskæftigelsen. Snart er mere end 3 mio. danskere i arbejde.

 

”Vi skal sikre, at virksomhederne fortsat kan få den arbejdskraft, de skal bruge. Derfor skal vi have større fokus på at dygtiggøre alle, så de bedre kan begå sig på arbejdsmarkedet og håndtere de omstillinger, som blandt andet følger af den digitale udvikling. Mangel på kvalificeret arbejdskraft er den største udfordring for dansk økonomi lige nu”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Vismændene kigger også på de gængse regneprincipper, der spiller en betydelig rolle i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik.

”Det er vigtigt, at regneprincipperne løbende ses efter og forbedres. Der bør være større fokus på at belyse de gunstige effekter af offentlige investeringer i fx uddannelse og forskning. Uddannelse og forskning bidrager til at skabe dygtige medarbejdere, der er en forudsætning for produktivitet og vækst”, siger Lars Qvistgaard.